Civile risikerer at blive fanget i kampen om det vestlige Mosul

Civile, som vælger at flygte fra kampene i det vestlige Mosul, kan få svært ved at nå i sikkerhed. Dansk Flygtningehjælp advarer nu om, at der er overhængende fare for at havne i krydsilden, efter at irakiske styrker har begyndt kampen om den IS-kontrollerede del af byen.
 
 

22.02.17

Irakiske styrker begyndte i denne uge de operationer, som skal sikre kontrollen med den vestlige del af millionbyen, Mosul, som i over to år har været under Islamisk Stats kontrol. Det sker en måned efter, at de annoncerede befrielsen af den østlige del af byen. Regeringsstyrkerne trænger nu igennem de lavt befolkede områder på vejen mod hjertet af det vestlige Mosul.

”Dansk Flygtningehjælp opfordrer alle parter til – så vidt muligt – at etablere sikre passager ud af Mosul for mennesker, som vælger at forlade byen. Desuden opfordrer vi alle til, at opretholde international humanitær lov og respekten for menneskeliv,”  siger landechef for Dansk Flygtningehjælp i Irak, Allen Jelich.

Selvom det stadig er usikkert hvor mange mennesker, der i øjeblikket befinder sig inde i de tætbefolkede områder af byen, forventes det, at kampene bliver langvarige. Det vil muligvis kunne udsætte flere hundrede tusinder af civile irakere i byen for stor fare.

”Det vestlige Mosul bliver lige nu set som en aktiv kampzone, og det er umuligt at komme sikkert ind med hjælp til sårbare civile, som har behov for nødhjælp,” tilføjer Jelich.

Det samlede antal mennesker, som har været fordrevet fra Mosul siden kampene begyndte den 17. oktober sidste år, er over 217.000. Heraf er 57.000 vendt hjem til de befriede områder, mens godt 160.000 mennesker stadig er fordrevet. Et af flere mulige scenarier, som vil kunne udspille sig over de kommende uger, er en fortsat enorm fordrivelse af civile. Ifølge rapporter, er situationen i det vestlige Mosul voldsomt forværret over de sidste måneder, og der er ekstremt knappe fødevareressourcer og skyhøje priser. Det er ekstremt svært at lave estimater af omfanget og timingen af fordrivelsen, som må forventes at ske meget snart.

Der er, i øjeblikket, ikke nogen sikker vej ud af det vestlige Mosul for folk, som vil i sikkerhed. Den stærkt begrænsede mulighed for kommunikation med områderne, har desuden vanskeliggjort arbejdet for humanitære organisationer og deres muligheder for at levere livsnødvendig hjælp.

Dansk Flygtningehjælp er klar til at tage del i det meget omfattende arbejde med at identificere og vurdere behovene for den livsvigtige hjælp, så snart behovene opstår. Desuden kan vi tilbyde hurtig og basalt nødhjælp, adgang til rent drikkevand og beskyttelse i de lejre, som Dansk Flygtningehjælp bestyrer. Det drejer sig om Qayyarah og Tikrit syd for Mosul, samt Zummar og Telafar nord for byen.