25 SPØRGSMÅL OG SVAR OM FLYGTNINGE

 
 

Hvem er flygtning? Bliver afviste asylansøgere sendt hjem? Hvor mange mennesker er på flugt?

Flygtninge har været et tilbagevendende emne i den politiske debat i mange år og bliver også hyppigt debatteret i andre sammenhænge: i skolen, til familiefesten, på arbejdet, i medierne. Der er mange holdninger til emnet og ikke altid helt så meget viden. Målet med denne side er at besvare nogle af de mest almindelige spørgsmål om flygtninge, og dermed at bidrage til debatten med fakta.

1. Hvem er flygtning?

En flygtning er et menneske, der har forladt sit hjemland på flugt fra forfølgelse – pga. af race, religion, politiske aktiviteter eller lignende. En flygtning risikerer at miste livet, blive fængslet og tortureret eller få krænket sine menneskerettigheder på andre måder i hjemlandet.

 

  • FN’s Flygtningekonvention fra 1951 definerer en flygtning som en person, der “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til eller - på grund af sådan frygt - ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, var der i slutningen af 2014 19,5 millioner flygtninge i verden.

  • Flygtningekonventionen omfatter kun forfulgte, der er flygtet til et andet land. Men mange flygter inden for grænserne af deres eget land - disse flygtninge kaldes for internt fordrevne. De kan være på flugt fra borgerkrig, væbnede konflikter, etnisk eller religiøs forfølgelse, naturkatastrofer eller problemer forbundet med klimaforandringer – og deres behov for hjælp og beskyttelse ligner ofte flygtninges. Ved udgangen af 2014 var der ifølge UNHCR 38,2 millioner internt fordrevne i verden.

  • I Danmark er der flere forskellige opholdstilladelser til flygtninge. Flygtninge der opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen kan få asyl i Danmark som konventionsflygtninge. 7 Derudover kan flygtninge, der – af andre grunde end de, der er nævnt i Flygtningekonventionen – risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig og nedværdigende behandling i deres hjemland få beskyttelsesstatus i Danmark. Endelig giver Danmark midlertidig beskyttelsesstatus til flygtninge med behov for beskyttelse på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. De fleste europæiske lande har en lovgivning, der dækker bredere end Flygtningekonventionen. Danmark har også truffet aftale med UNHCR om at tage imod ca. 500 flygtninge hvert år. Denne ordning kaldes genbosætning, og de flygtninge, der bliver genbosat i Danmark betegnes ofte som kvoteflygtninge eller FN-flygtninge.

  • Udlændinge-, Integrations- og Boligministeren kan i ganske særlige tilfælde give humanitær opholdstilladelse.

  • Danmark giver ikke asyl til mennesker, der er flygtet på grund af naturkatastrofer, fattigdom, sult eller ringe levevilkår i øvrigt.

  • En asylansøger er en person, der søger om at blive anerkendt som flygtning. Når en person får asyl, er det således en anerkendelse af, at personen er flygtning, og risikerer forfølgelse i sit hjemland.

 

2. Hvad er forskellen på en flygtning og en indvandrer?

En flygtning forlader sit land på grund af forfølgelse, mens en indvandrer rejser af egen vilje eller på grund af dårlige levevilkår i hjemlandet.

  • Der var i 2013 omkring 232 millioner mennesker i verden, der opholdt sig uden for deres hjemland. Cirka 16,7 mio. af dem var flygtninge. Antallet af flygtninge var i 2014 steget til 19,5 mio. De øvrige kaldes migranter eller indvandrere, og de regnes ikke noget sted i verden som flygtninge. Mange af dem er udvandret på grund af fattigdom, miljøforurening eller naturkatastrofer, andre på grund af arbejde eller familie. Nogle lande giver opholdstilladelse til bestemte grupper af indvandrere, men mange bor og arbejder illegalt.

  • Danmark indførte indvandringsstop i 1973. I dag kan man få opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ved familiesammenføring, hvis man skal studere og i nogle tilfælde for at arbejde. Det gælder for eksempel forskere eller andre med særligt efterspurgte kvalifikationer. EU-borgere og nordiske statsborgere kan frit tage til Danmark for at arbejde.

Indvandringen til Danmark fra andre vestlige lande er øget i de senere år samtidig med en generel stigning i antallet af opholdstilladelser med henblik studie og arbejde. I de sidste par år er der endvidere sket en stigning i andelen af opholdstilladelser begrundet med asyl. I 2014 blev der givet opholdstilladelse til i alt 72.342 udlændinge. Heraf fik 6.031 asyl, 6.243 familiesammenføring, 12.436 opholdstilladelse med henblik på erhverv, 12.144 med henblik på studie, og 35.415 var indvandrere fra EU/EØS. Der blev i 2014 givet flest opholdstilladelser til personer fra Rumænien, Polen, Syrien, USA, Indien og Tyskland.

3. Hvorfor tager Danmark imod flygtninge?

Danmark har gennem internationale aftaler forpligtet sig til at tage imod flygtninge. Vi har også en lang tradition for at bære en del af det internationale ansvar, når det gælder flygtninge og andre humanitære indsatser.

  • Danmark har tilsluttet sig FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Heri hedder det, at „enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse“. Danmark har også underskrevet FN’s Flygtningekonvention. Dermed har Danmark forpligtet sig til ikke at sende mennesker, der er på flugt og som opfylder konventionens betingelser, tilbage til hjemlandet. Også FN’s Torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter mennesker, der risikerer tortur eller andre grove overgreb, mod at blive sendt tilbage til deres hjemland.

  • Det såkaldte ’non-refoulementsprincip’ om, at flygtninge ikke må tilbagesendes til forfølgelse, har efterhånden fået status af international sædvaneret og gælder således for alle lande, uanset hvilke internationale konventioner et land har underskrevet.

4. Hvorfor hjælpr vi ikke i nærområderne i stedet for her?

Det gør vi også. Mere end 90 procent af verdens flygtninge og fordrevne befinder sig i deres eget nærområde – eget land eller et land i deres egen region. Danmark tager på forskellig vis del i det internationale arbejde i flygtningenes nærområder. Men da ikke alle flygtninge kan beskyttes nær hjemlandet, og nærområderne ofte er fattige lande, som kan have svært ved at håndtere store flygtningegrupper, skal det være muligt at få asyl i andre lande. Også i Danmark.

 

  • Danmark støtter FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, som står for en væsentlig del af det internationale flygtningearbejde. UNHCR’s opgave er at sikre flygtningene beskyttelse, koordinere hjælpeprogrammer for flygtninge og forsøge at finde varige løsninger på deres flugt-situation – blandt andet gennem hjælp til hjemvenden og genopbygning. FN har en særlig organisation, UNRWA, der arbejder med de op mod 5 mio. palæstinensiske flygtninge, som befinder sig i Mellem- østen. FNs arbejde finansieres af bidrag fra medlemslandene. De industrialiserede lande bidrager mest. I absolutte tal er USA den største bidragyder. Sættes landenes bidrag i forhold til befolkningstal, placerer de tre skandinaviske lande sig blandt de største bidragsydere. Også andre FN-organisationer – for eksempel Verdensfødevareprogrammet – hjælper flygtninge i nærområderne.

  • Den danske støtte går også til arbejde, der skal forebygge flygtningesituationer. Det sker blandt andet ved hjælp af ud- 12 viklingsbistand, ved at fremme respekten for menneskerettighederne og ved at styrke lokale menneskerettighedsorganisationer.

  • Dansk Flygtningehjælp er Danmarks - og en af verdens - største humanitære aktører og arbejder i over 30 af verdens konfliktzoner på fire kontinenter. Organisationen uddeler nødhjælp til flygtninge og hjemvendte, fjerner miner og ueksploderet ammunition, genopbygger skoler, klinikker, vandforsyning og veje, støtter uddannelse og aktiviteter, så flygtninge kan forsørge sig selv. Ved flygtningekatastrofer er indsatsen koncentreret om hjælp til flygtninge så tæt på hjemlandet som muligt. Det internationale arbejde er Flygtningehjælpens største indsatsområde.

 

5. Kan alle søge asyl i Danmark?

Alle kan søge om asyl, men langt fra alle kan få deres sag behandlet her i landet.

  • Nogle asylansøgere er på deres vej til Danmark kommet igennem et sikkert land – et land hvor de ikke risikerer at blive forfulgt eller at blive sendt tilbage. De kan sendes tilbage til dette land. Landene i EU tiltrådte i 2006 Dublinforordningen, som bestemmer at asylansøgere kun må få deres sag behandlet i ét land i EU – ofte det første land inden for EU’s grænser, de har gennemrejst. Hvis de bevæger sig videre rundt i EU uden at have opnået asyl, sendes de tilbage til ankomstlandet. I øjeblikket ankommer mange flygtninge til EU over Middelhavet eller gennem Tyrkiet, og især landene i Sydeuropa og Østeuropa får så ansvaret for asylbehandlingen. Med henvisning til Dublinforordningen anmodede Danmark i 2014 andre EU-lande om at tage 2.562 asylansøgere retur og behandle deres sag.

  • I 2014 søgte 14.792 personer om asyl i Danmark. Det er 7.235 flere end i 2013. Tallet har været stigende siden 2007 bortset fra et fald i 2011.

  • I 2014 besluttede de danske myndigheder, at 10.113 asylansøgere – indrejst samme år eller tidligere – skulle have deres ansøgning behandlet her i landet. I 2013 var tallet 5.144 og i 2012 3.386 personer.

  • I 2014 fik 6.031 opholdstilladelse som flygtninge i Danmark. Der blev givet 46 humanitære opholdstilladelser.

 

6. Hvordan vurderer man, om en person er flygtning?

Asylansøgerens historie og forklaring bliver undersøgt i asylproceduren. Det foregår både med spørgeskema og interview med tolk. Formålet er at afklare, om asylansøgeren risikerer forfølgelse, hvis han eller hun rejser tilbage til sit hjemland.

  • En asylansøger bliver interviewet mindst én gang, mens sagen bliver behandlet i Udlændingestyrelsen. Oplysningerne bliver sammenholdt med den viden, man har om situationen i hjemlandet. Også asylansøgerens troværdighed bliver vurderet.
  • Afslag på asyl ankes automatisk til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet er en domstolslignende instans, og afgø- relsen her er endelig. Nævnet består af en formand, der er dommer, og 4 medlemmer udpeget af henholdsvis Justitsministeriet, Advokatrådet, Udenrigsministeriet og Dansk Flygtningehjælp. I 2014 omgjorde 16 procent af Udlændingestyrelsens afslag mod 33 procent i 2013.
  • Hvis Udlændingestyrelsen finder, at asylansøgeren er helt uden chance for at få asyl i Danmark, behandles sagen i den såkaldte ”åbenbart grundløs”-procedure. Herefter kommer asylansøgeren til en personlig samtale i Dansk Flygtningehjælp. Hvis organisationen er enig i, at ansøgningen er åbenbart grundløs, gives der afslag uden klageadgang til Flygtningenævnet. Hvis Dansk Flygtningehjælp ikke er enig, går ansøgningen tilbage i den normale procedure, og et eventuelt afslag vil blive anket til Flygtningenævnet.
  • Asylansøgere opholder sig på et asylcenter, medens deres ansøgning behandles. Der er på bestemte betingelser en begrænset mulighed for at bo uden for asylcentre.
  • I 2014 realitetsbehandlede Udlændingestyrelsen 10.113 asylsager. 74 procent af de ansøgere, der søgte asyl i Danmark (såkaldt spontane asylsager) fik asyl. Året før fik 55 procent af asylansøgerene asyl.

7. Bliver afviste asylansøgere sendt tilbage?

Ved et afslag i Flygtningenævnet har asylansøgeren typisk 15 dage til at forlade landet. Hvis personen ikke rejser frivilligt, står Rigspolitiet for udsendelsen, for at skaffe pas og lave aftaler med myndighederne i hjemlandet. Men udrejsen kan trække ud på grund af forhold i hjemlandet, eller fordi den afviste ikke vil samarbejde med politiet.

  • Forholdene i hjemlandet kan være så usikre og landets myndigheder så dårligt fungerende, at det ikke kan lade sig gøre at sende asylansøgere tilbage. Nogle lande nægter helt at få udrejste borgere tilbage, mens andre lande alene nægter at modtage tvangshjemsendte – det er for eksempel tilfældet med Iran.

  • Nogle afviste asylansøgere er af forskellige årsager bange for at rejse tilbage til hjemlandet, og nægter derfor at samarbejde med det danske politi om udsendelse. Hvis asylansø- gere ikke ønsker at samarbejde, vil de blive underlagt såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger i form af meldepligt på udsendelsescenter, kostpengeordning og i nogle tilfælde frihedsberøvelse. En asylansøger, der ikke samarbejder med de danske myndigheder om udsendelse, vil i sidste ende blive tvangsudsendt af Rigspolitiet – bortset fra i helt særlige tilfælde, som f. eks. de, der er omtalt ovenfor. Ved udgangen af 2014 var der i alt 1.686 afviste asylansøgere i udsendelsesposition. 

  • I 2014 blev der samlet udsendt i alt 599 afviste asylansø- gere. Heraf er 135 blevet fulgt helt tilbage til hjemlandet af politiet (ledsaget). Resten er rejst selv. Heraf 382 påset af politiet ved udrejsen fra Danmark og 82 bekræftet selv udrejst. En del asylansøgere forlader landet, før deres sag er afgjort.

  • Krigsforbrydere der risikerer henrettelse, tortur eller lignende i hjemlandet sendes ikke tilbage, men får heller ikke opholdstilladelse. De bliver i Danmark på tålt ophold. Disse personer retsforfølges i Danmark eller ved en international domstol, hvis det er muligt. Også personer, der på grund af grov kriminalitet mister opholdstilladelsen, lever på tålt ophold i Danmark, hvis de ikke kan sendes tilbage til hjemlandet. Myndighederne vil så jævnligt revurdere mulighederne for udsendelse, og hvis det vurderes, at personen ikke længere risikerer overgreb i hjemlandet, gennemføres udsendelsen.

 

 

8. Hvordan kommer de til Danmark?

Vejen til asyl i et andet land er fuld af forhindringer. Derfor ser mange forfulgte sig nødsaget til at betale agenter eller menneskesmuglere for at skaffe pas, visa og evt. hjælpe med rejseruten.

  • Flygtninge bliver ofte nødt til at benytte falske pas og papirer. Det kan være forbundet med fare for forfulgte at henvende sig til myndighederne i hjemlandet for at få et pas. Danmark giver ikke visum til borgere fra en række lande, hvorfra der kommer flygtninge. Muligheden for at søge asyl lokalt på danske ambassader blev afskaffet i 2002. Eneste legale vej 18 til Danmark som flygtning er muligheden for at komme hertil via FN´s genbosætningssystem for flygtninge. Flyselskaber får bøder, hvis de medbringer passagerer uden gyldige visa.

  • I Danmark henvender de fleste asylansøgere sig direkte til politiet i modtagecenteret Sandholm. Andre søger om asyl i Kastrup Lufthavn, hos Københavns Politi på Hovedbanegården eller ved den dansk-tyske grænse.

  • Danmark har en aftale med FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, om at modtage ca. 500 flygtninge om året. I Danmark omtales de ofte som FN-flygtninge eller kvoteflygtninge. Det er flygtninge, der ofte opholder sig i flygtningelejre, men hverken kan blive boende der eller vende hjem. De har derfor behov for at blive genbosat i et andet land. Nogle af dem har endvidere brug for hjælp på grund af alvorlige behandlingskrævende sygdomme. Kvoteflygtninge udvælges af Udlændingestyrelsen, de fleste på baggrund af interviews gennemført på rejser til de områder, hvor flygtningene opholder sig. Dansk Flygtningehjælp deltager i disse rejser som uafhængig humanitær organisation. Kvoteflygtninge skal ikke søge om asyl, når de kommer til Danmark, da de får opholdstilladelse i forbindelse med udvælgelsen.

 

9. Hvor mange flygtninge er der i Danmark?

Der findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange flygtninge, der er kommet til Danmark. Siden Ungarn-krisen i 1956 og frem til udgangen af 2014 har ca. 145.000 mennesker fået asyl i Danmark. Ud af denne gruppe er nogle rejst hjem igen, andre er blevet danske statsborgere, og endelig er nogle døde. I perioden 1990-2014 har flygtninge fået ca. 44.000 familiemedlemmer hertil (ægtefæller og børn).

  • 1.januar 2014 udgjorde indvandrere 8,5 procent af befolkningen i Danmark. Der findes ikke en særskilt opgørelse over flygtningeandelen i 2014, men ifølge en opgørelse i 2011 var ca. en fjerdedel af landets indvandrere flygtninge. I 2011 stammede 99 procent af alle flygtninge fra Afrika, Asien eller europæiske lande uden for EU og Norden. Kun omkring 600 flygtninge havde oprindelse i vestlige lande, flest fra Rumænien og Polen.

  • Danmark har modtaget flygtninge fra mere end 70 lande i verden. De største flygtningegrupper er kommet fra Irak, det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, Iran, Somalia, Libanon (statsløse palæstinensere), Vietnam, Sri Lanka og Syrien.

Af det samlede antal opholdstilladelser til flygtninge i 2014 blev hovedparten (ca.88 procent) givet til flygtninge fra Syrien, statsløse, Somalia og Eritrea.

 

10. Hvor meget bruger det danske samfund på flygtninge?

Flygtninge indgår – som andre borgere i Danmark – i den samlede samfundsøkonomi med både udgifter og indtægter.Flygtninge bidrager til samfundsøkonomien, f.eks. ved at betale skat. Udgifterne til f.eks. kontanthjælp, uddannelse, sundhedsvæsen og boligstøtte afhænger blandt andet af alderssammensætning, helbredstilstand og mulighederne for at få arbejde. Der findes aktuelt ikke en samlet opgørelse over den økonomiske nettoeffekt.

På finansloven for 2015 er der forskellige udgiftsposter relateret til udlændinge, herunder flygtninge. I forhold til asylansøgere forventes på finansloven en årlig udgift på omkring 3,5 mia. kr. til drift af indkvarteringssystemet, indkvartering og underhold af asylansøgere samt kontante ydelser til asylansø- gere. Tallet for 2015 er opjusteret i forhold til forudgående år på grund af en forventet stigning i antallet af asylansøgere.

11. Hvad lever flygtningene af?

Mange arbejder og forsørger sig selv. Flygtninge, der ikke får arbejde, kan få offentlig hjælp til forsørgelse. For at få økonomisk hjælp skal man være villig til at tage et arbejde, søge efter job og deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Flygtninge har ret og pligt til at deltage i et 3-årigt integrationsprogram med danskundervisning og forskellige former for beskæftigelsesfremmende tilbud.

Flygtninge uden egen indkomst har tidligere haft ret til at modtage økonomisk hjælp i form af kontanthjælp, men en lovændring i sommeren 2015 betyder, at flygtninge først opnår ret til kontanthjælp efter 7 års lovligt ophold i Danmark. Personer,der ikke opfylder opholdskravet, vil i stedet modtage en så- kaldt integrationsydelse. Satserne for integrationsydelse er væsentlig lavere end satserne for kontanthjælp (ca. halvdelen). Integrationsydelsen udgør i 2015 følgende månedlige beløb (bruttobeløb før skat):

Voksne: (over 30 år):
med børn (forsørgere) 8.319 kr.
enlige forsørgere 11.888 kr.
uden børn 5.945 kr.
Unge (under 30 år):
udeboende 5.945 kr.
hjemmeboende 2.562 kr.

Der kan efter ansøgning ydes et tillæg på 1.500 kr. ved bestået danskprøve på et vist niveau (Prøve i Dansk 2).

Pension: Flygtninge i pensionsalderen har tidligere haft mulighed for at få fuld folkepension uanset opholdstid i Danmark. En lovændring i 2015 betyder imidlertid, at flygtninge først har optjent ret til fuld folkepension efter 40 års fast bopæl i Danmark. Har en flygtning haft mindre end 3 års fast bopæl i Danmark inden folkepensionsalderen vil personen ikke have ret til folkepension og i stedet få en særlig social ydelse.

Andre sociale ydelser: Flygtninge kan få en række økonomiske ydelser på lige fod med andre borgere, f.eks. boligsikring. Fra d.1.september 2015 gælder dog et optjeningsprincip for flygtninges ret til børn- og ungeydelser. Flygtninge opnår først ret til de fulde ydelser efter 2 års ophold.  

  • Asylansøgere får udbetalt penge til de daglige udgifter som mad, hygiejneartikler m.v. Beløbet afhænger af alder og familiestørrelse, overholdelse af kontrakt vedrørende arbejdsopgaver m.v. samt stadie i sagsforløbet (indledende fase eller igangværende behandling af sagen). For eksempel kan en enlig voksen asylansøger uden børn få udbetalt 882,84 hver 14.dag, mens sagen behandles (2015). Asylansøgere har pligt til at udføre opgaver på asylcenteret – f.eks. rengøring – samt til at deltage i undervisning og aktivering. Udgifter til logi, de kontante ydelser og sundhedsydelser dækkes af Udlændingestyrelsen.

 

12. Kommer flygtninge i arbejde?

Nogle flygtninge kommer i arbejde efter en kortere eller længere periode i Danmark, men flygtninge er i mindre grad i beskæftigelse end borgere med dansk oprindelse. Andelen af flygtninge i beskæftigelse efter udløbet af den 3-årige integrationsperiode varierer kommunerne imellem. Samlet skønnes ca. 15% at være i beskæftigelse efter 3 år og ca. 26% efter 10 år. Flygtninge kan have sværere ved at få arbejde end andre borgere, og færre flygtninge står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det skyldes blandt andet, at deres kvalifikationer ikke altid er efterspurgte, at de har fysiske og psykiske følger af flugten, og at de mangler netværk. Blandt de beskæftigede indvandrere er der en højere andel selvstændige end blandt beskæftigede med dansk oprindelse, især for gruppen med ikke-vestlig baggrund.

 

  • Flygtninge ’taber’ ofte flere år i forbindelse med forfølgelse og flugt. Mange har på grund af forfølgelse afbrudt en uddannelse eller været uden for arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid. Dertil kommer den tid, det tager, før flygtninge har lært dansk på et vist niveau.

  • Omkring hver tredje flygtning er mere eller mindre traumatiseret på grund af oplevelser i hjemlandet, tabet af pårørende eller længere tids adskillelse fra ægtefælle og børn. Nogle traumatiserede kan have svært ved at lære dansk og passe et almindeligt job.

  • Tilknytningen til arbejdsmarkedet øges jo længere tid man har opholdt sig i Danmark, og børn af flygtninge har langt større tilknytning end deres forældre. Kvinder har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end mænd.

  • Arbejdsløsheden blandt personer med udenlandsk baggrund er højere end for den øvrige befolkning. I årene fra 1996 til 2008 steg beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere kraftigt, men den faldt igen i løbet af den økonomiske krise. Pr. 1. januar 2013 var arbejdsløsheden 6,8 procent for flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande, 5,9 procent for efterkommere med ikke-vestlig baggrund og 3,4 procent for personer af dansk oprindelse. Beskæftigelsesfrekvensen – altså andelen i beskæftigelse blandt personer i den erhvervsaktive alder – var 47,3 procent for flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande, 51,1 procent for efterkommere med ikke-vestlig baggrund og 73,4 procent for personer med dansk oprindelse. I slutningen af november 2013 var andelen af beskæftigede blandt ikke-vestlige indvandrere steget til 47,7 procent mod 73,8 blandt personer med dansk oprindelse.

 

 

13. Lærer de dansk?

Flygtninge har ret til gratis danskundervisning i maksimalt 5 år som en del af det 3-årige integrationsprogram. Forudsætningerne for at lære dansk afhænger blandt andet af helbred, uddannelse fra hjemlandet, tilknytning til en arbejdsplads og netværk i lokalsamfundet.

 

  • Undervisningen foregår på tre forskellige niveauer, Danskuddannelse 1, 2 og 3. Flygtninge bestemmer ikke selv, hvilken danskuddannelse, de placeres på – det afhænger af deres skolegang og uddannelse fra hjemlandet. Der er mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af danskundervisningen, men de flygtninge, som hurtigt opnår fuldtidsbeskæftigelse, kan have svært ved at gennemføre en danskuddannelse inden for integrationsforløbets 3 år.

  • Børn og unge, som har fået opholdstilladelse, har ret til at komme i folkeskole. Der er forskellige muligheder for at støtte deres danskindlæring i forbindelse med indslusning i folkeskolen, blandt andet gennem modtageklasser.

  • Småbørn fra 3–års alderen skal deltage i sprogstimulering – typisk i børnehaven – hvis en sagkyndig vurderer, at det er nødvendigt. Formålet er at forbedre deres danske sprog og dermed give dem en bedre skolestart.

  • Asylansøgere skal på asylcentrene deltage i undervisning og aktivering. Undervisningen har et omfang på gennemsnitligt 10 timer pr. uge og består i bl.a. undervisning i dansk eller engelsk. Undervisningen kan også omfatte fag, der kan gavne integrationen i Danmark eller forberede på en tilværelse i hjemlandet. Der er på visse betingelser mulighed for at få tilladelse til at arbejde på normale vilkår i Danmark.

  • Asylansøgerbørn går i skole på centrene, eller i nogle tilfælde i den lokale folkeskole. Undervisningen skal svare til undervisningen af tosprogede elever i folkeskolen. Undervisningssproget er dansk med undtagelse af timer i modersmål og andre fremmedsprog.

 

 

14. Hvor i Danmark bor flygtninge?

Samlet set bor der flest flygtninge, indvandrere og efterkommere i og omkring København og andre større byer. Når flygtningene har fået asyl, bestemmer Udlændingestyrelsen hvilken kommune, de skal bo i under det treårige integrationsprogram. Målet er en mere ligelig fordeling af flygtninge og indvandrere i landets kommuner. Derfor bliver langt hovedparten af nye flygtninge fordelt til områder uden for de store og større byer i Danmark.

 

  • Kommunen skal anvise en bolig til nyankomne flygtninge. Flygtninge kan almindeligvis ikke flytte til en anden kommune under integrationsperioden – de første tre år. Hvis en flygtning vil flytte til en anden kommune i denne periode, skal det godkendes af tilflytningskommunen. Hvis en flygtning flytter uden godkendelse, så kan han eller hun miste retten til at følge integrationsprogrammet, og kommunen kan nedsætte eller stoppe udbetaling af den økonomiske hjælp.

  • Pr. 1.januar 2014 bor over en tredjedel (34,3%) af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i landets tre største kommuner (København, Aarhus, Odense). Alene i Københavns Kommune boede der pr januar 2014 83.405 personer med ikke-vestlig oprindelse, svarende til en femtedel af landets flygtninge, indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse. Andelen af flygtninge, indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse er højest i de sjællandske vestegnskommuner (primært Ishøj, Brøndby og Albertslund) samt i landets 3 storbykommuner (København, Odense og Århus) Andelen af flygtninge, indvandrere og efterkommere er lavest i de mindre ø-kommuner.

  • Siden 1980 og særligt i 1990erne er der sket en koncentration af flygtninge og indvandrere i etageboliger. I 2010 boede 68 procent af flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i etageboliger og 28 procent i parcelhuse. Mere end halvdelen (53,6 pct.) af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse boede i alment boligbyggeri. Det samme gjorde godt 16 pct. af indvandrere og efterkommere fra vestlige lande og knap 14 pct. af personer med dansk oprindelse. Der er imidlertid en tendens til, at indvandrere efter 10 års ophold i Danmark flytter væk fra de almene boligområder. Det sker i takt med at de får stabile indtægter.

 

 

15. Kan de få familien hertil?

Flygtninge kan få deres ægtefælle og mindreårige børn til Danmark. Voksne børn og forældre til voksne flygtninge kan som hovedregel ikke komme til Danmark.

  • I Danmark gælder det, at man skal opfylde en række krav for at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark. Man skal blandt andet kunne forsørge sin ægtefælle, have egen bolig af en vis størrelse og være over 24 år. Parret skal samlet have større tilknytning til Danmark end til noget andet land. Når den herboende ægtefælle ikke er dansk, skal vedkommende yderligere opfylde kravene for permanent opholdstilladelse, herunder sprogkrav og beskæftigelseskrav. Flygtninge får imidlertid dispensation fra en række krav, hvis de på grund af risiko for forfølgelse og overgreb ikke kan leve sammen som familie i hjemlandet.

  • Ægtefællen kan ikke komme til Danmark, hvis ægteskabet er indgået under tvang, eller der er tale om proforma ægteskab. Flygtninge, der har fået midlertidig beskyttelsesstatus (se spørgsmål 1), kan som udgangspunkt ikke få familien til Danmark i det første år efter opholdstilladelsen. Hvis deres opholdstilladelse forlænges efter det første år, kan de imidlertid opnå familiesammenføring på samme betingelser som øvrige flygtninge.

  • I 2014 blev der givet i alt 3.195 tilladelser til familiesammenføring for ægtefæller og faste samlevere, heraf 908 til en herboende flygtning. Der blev i samme år givet 1.493 tilladelser til familiesammenføring for børn af flygtninge i Danmark.

 

16. Kan børn være flygtninge?

Ja, hvert år kommer der børn under 18 år til Danmark uden deres forældre som ’uledsagede mindreårige asylansøgere’. I 2014 var der 818 uledsagede børn, der søgte asyl i Danmark, heraf 248 børn fra Syrien og 188 fra Eritrea.

  • Uledsagede børn kan få asyl, hvis de opfylder de almindelige betingelser for det. I 2013 og 2014 fik henholdsvis 51 og 156 uledsagede børn asyl eller opholdstilladelse af særlige grunde.

  • Uledsagede børn, der ikke bliver anerkendt som flygtninge, har i særlige tilfælde mulighed for at få en tidsbegrænset opholdstilladelse efter en særlig bestemmelse i udlændingeloven. Det er en forudsætning, at barnet ikke har familiemæssigt netværk eller anden mulighed for at blive passet på og beskyttet i hjemlandet. Den midlertidige opholdstilladelse vil som hovedregel gælde, indtil barnet fylder 18 år.

  • Uledsagede børn, der får opholdstilladelse som flygtninge, har under bestemte forudsætninger mulighed for efterfølgende familiesammenføring med deres forældre. Hvis for- ældrene kommer til Danmark, mens børnenes sag bliver behandlet, betragtes børnene ikke længere som uledsagede, og deres sag skal behandles sammen med forældrene. Hvis for- ældrene får asyl, kan alle blive i Danmark. Hvis de får afslag, sendes alle hjem.

På verdensplan talte UNHCR i 2014 ca. 34.300 uledsagede mindreårige asylansøgere i 82 forskellige lande – det højeste antal siden statistikken begyndte at blive opgjort i 2006 . 

17. Er flygtninge kriminelle?

Kriminalitet bliver især begået af unge mænd, og i gruppen af unge mænd, der er dømt for kriminalitet, er flygtninge, indvandrere og efterkommere overrepræsenteret. I ældre aldersgrupper er der ganske lille forskel.

84 pct. af den samlede kriminalitet i 2013 blev begået af personer med dansk oprindelse, og 80 procent blev begået af mænd. Flygtninge, indvandrere og efterkommere stod for 16 procent fordelt med 3 procent indvandrere og efterkommere fra vestlige lande og 13 procent indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. En statistisk undersøgelse i 2010 viste, at 44 procent af de indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, der blev dømt for kriminalitet, havde flygtningebaggrund.

  • Et kriminalitetsindeks, der tager højde for alder og socio- økonomisk status, viser at kriminaliteten i 2013 er henholdsvis 27 procent og 120 procent højere for mandlige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund end blandt hele den mandlige befolkning.

  • Asylansøgere, der begår kriminalitet, kan fængsles. Også for butikstyveri og andre forseelser som normalt ikke straffes med fængselsstraf.

18. Hvem arbejder med flygtninge i Danmark?

Både offentlige myndigheder, private humanitære og faglige organisationer arbejder med modtagelse og integration af flygtninge.

  • Fordelingen af de overordnede myndighedsopgaver med flygtninge blev ændret i forbindelse med regeringsskiftet i 2015.

  • Spørgsmål om asyl, familiesammenføring, permanent opholdstilladelse, statsborgerskab, integrationsprogrammet m.v. hører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Udlændingestyrelsen behandler ansøgninger om asyl, familiesammenføring og permanent opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen varetager også andre opgaver på udlændingeområ- det, eksempelvis organisering af indkvartering til asylansøgere og udarbejdelse af statistik på udlændingeområdet. Flygtningenævnet er en klageinstans med ansvar for behandlingen af asylsager efter afslag i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet er klageinstans på afgørelser om familiesammenføring og en række andre opholdssager.

  • Når der er givet asyl, overgår ansvaret for flygtningene til kommunerne. Kommunerne aftaler indbyrdes kvoter for, hvordan nye flygtninge skal fordeles. Hvis de ikke kan blive enige, fastsætter Udlændingestyrelsen kvoterne.

  • Kommunerne skal tilbyde et 3-årigt integrationsprogram til flygtninge og familiesammenførte udlændinge. Målet er at få alle i den erhvervsaktive alder i gang med en uddannelse eller ud på arbejdsmarkedet. Kommunerne har ansvaret for indsatsen. Hovedindholdet i integrationsprogrammet er danskundervisning og aktiviteter rettet mod uddannelse eller arbejdsmarkedet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud. Det overordnede politiske ansvar for integrationsindsatsen hører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Her koordineres lovgivning og politik på integrationsområdet. Kontanthjælp og beskæftigelsesindsatsen efter den 3-årige integrationsperiode hører under Beskæftigelsesministeriet, mens de øvrige økonomiske ydelser som f.eks. folkepension, boligstøtte og børnetilskud er fordelt under forskellige ministerier.

  • Dansk Røde Kors og en række kommuner driver de centre, som asylansøgerne bor i, når de kommer til Danmark. Centrene ligger spredt over hele Danmark.

  • Dansk Flygtningehjælp har sprogcentre, støtter frivilligt lokalt integrationsarbejde, rådgiver asylansøgere og flygtninge samt sælger integrationsydelser og giver konsulentbistand til kommunerne. Dansk Flygtningehjælp deltager desuden i asylproceduren, hjælper flygtninge der vil vende tilbage til hjemlandet, oplyser om flygtningeforhold og yder professionel tolkeservice.

 

19. Hvad betyder midlertidig opholdstilladelse?

Når flygtninge får asyl, er deres opholdstilladelse midlertidig, dvs. tidsbegrænset. Det betyder, at flygtninge kan blive sendt hjem, hvis situationen i hjemlandet ændrer sig, og risikoen for forfølgelse ophører.

  • En midlertidig opholdstilladelse betyder, at en flygtning eller indvandrer kan blive sendt tilbage til hjemlandet, hvis årsagen til deres ophold i Danmark ændrer sig: Hvis der ikke længere er risiko for forfølgelse, kan flygtninge miste deres opholdstilladelse. Familiesammenførte ægtefæller kan også miste opholdstilladelsen, hvis ægteskabet opløses. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet tager stilling til, om en flygtning med midlertidig opholdstilladelse skal rejse tilbage til hjemlandet.

  • Efter tre års opholdstilladelse i Danmark kan flygtninge stemme ved kommunalvalg – også selv om opholdstilladelsen er midlertidig. Stemmeret til folketingsvalg kræver dansk statsborgerskab.

  • En flygtning, som begår kriminalitet kan udvises, medmindre vedkommende risikerer at blive forfulgt i sit hjemland. Jo længere tid en flygtning har boet i Danmark, jo grovere kriminalitet skal der til for at blive udvist. Hvis en udvist risikerer forfølgelse i hjemlandet, bliver personen boende i Danmark på tålt ophold. Det vil sige, at opholdstilladelsen bliver inddraget, og personen mister de fleste rettigheder.

  • Hvis det opdages, at en flygtning har fået opholdstilladelse på falsk grundlag, inddrages den.

  • En asylansøger, der begår kriminalitet, og idømmes udvisning vil ikke blive udvist, før asylsagen er afgjort.

 

20. Kan flygtninge blive boende i Danmark?

Efter fem år kan flygtninge søge om permanent opholdstilladelse, dvs. tidsubegrænset ophold. For at få permanent opholdstilladelse skal flygtninge opfylde en række krav. Betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse er blevet ændret flere gange i de seneste år, og der kan fortsat forventes ændringer.

  • Flygtninge kan kun få permanent opholdstilladelse, hvis de fortsat er i fare for at blive forfulgt i hjemlandet.

  • Gældende regler august 2015: For at få tidsubegrænset – altså permanent – opholdstilladelse i Danmark skal udlændinge opfylde en række krav, bl.a. have bestået en prøve svarende til prøven på Danskuddannelse 1. Der er også krav om, at arbejdsdygtige skal have været i ordinær beskæftigelse eller uddannelse i mindst 3 ud af de sidste 5 år – og de må ikke have modtaget kontanthjælp i de seneste tre år. En særregel for flygtninge siger dog, at hvis der i øvrigt er udvist bestræbelse på integration, kan der efter otte års ophold dispenseres fra kravene om danskprøve, beskæftigelse og kontanthjælp. På den måde kan f.eks. svært traumatiserede flygtninge opnå permanent ophold også uden at kunne leve op til de almindelige krav.

  • Flygtninge og familiemedlemmer til flygtninge, der har fået permanent opholdstilladelse, kan ikke få inddraget deres opholdstilladelse og blive tvunget tilbage til hjemlandet, selv om risikoen for forfølgelse ikke er der mere. Dog kan opholdstilladelsen inddrages inden for de første ti år, selvom den er blevet permanent, hvis flygtningen rejser på ferie i hjemlandet, og hvis risikoen for forfølgelse ikke er der mere.

  • En flygtning, som har fået permanent opholdstilladelse i Danmark, kan udvises på grund af kriminalitet. Dette kræver en udvisningsdom ved en domstol.

 

21. Hvordan får flygtninge dansk statsborgerskab?

Flygtninge kan få dansk statsborgerskab efter otte års opholdstilladelse i Danmark. Flygtninge skal blandt andet bestå 39 en danskprøve og en prøve i danske samfundsforhold, for at blive danske statsborgere. Betingelserne for at få dansk statsborgerskab er ændret en del gange i de senere år.

  • Gældende krav 15.oktober 2015: Man skal minimum bestå prøven på Danskuddannelse 3 (eller tilsvarende). Tal fra Dansk Flygtningehjælps sprogcentre viser, at ca. 50 procent af flygtningene har forudsætningerne for at blive placeret på Danskuddannelse 2. Ca. 40 procent placeres på Danskuddannelse 1 og resten ca. 10 procent på Danskuddannelse 3. Flygtninge bestemmer ikke selv placeringen på danskuddannelse, som afgøres ud fra sproglige forsætninger og skole-/ uddannelsesbaggrund. For at blive dansk statsborger skal man herudover have permanent opholdstilladelse, man må ikke have forfalden gæld til det offentlige og ikke have begået kriminalitet. Ansøgere skal endvidere være selvforsørgende det seneste år og 4½ år inden for de seneste 5 år.

  • Det er Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have dansk statsborgerskab. Det sker gennem vedtagelse af en særskilt lov. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet indstiller de ansøgere, der opfylder kravene. Et dansk statsborgerskab betyder, at flygtninge på alle områder har de samme rettigheder og forpligtigelser som indfødte danskere.

  • Flygtninge uden statsborgerskab kan ikke stemme eller stille op til folketingsvalg, og har ikke adgang til bestemte job i det offentlige. De kan derudover have problemer med at opnå indrejsevisa til en række lande i og uden for EU.

 

22. Rejser flygtninge hjem igen?

Mange flygtninge har et ønske eller en drøm om at vende tilbage til det oprindelige hjemland – at repatriere. Repatriering betyder, at man frivilligt vender tilbage til hjemlandet med henblik på at bosætte sig dér. 3697 flygtninge er vendt hjem i perioden fra 2000 frem til 1. juni 2015.

 

  • Det er en vanskelig beslutning at vende tilbage. Først og fremmest skal familien kunne vende hjem til en tilværelse uden trusler og forfølgelse. Derudover skal der tages stilling til jobmuligheder, bolig og økonomi. Med i beslutningen er også familierelationer i hjemlandet, oplevelser før og under flugten, og ikke mindst, hvad repatriering vil betyde for ens børn.

  • Repatrieringsloven i Danmark giver flygtninge mulighed for at få økonomisk støtte til hjemrejse og til etablering i hjemlandet. Ældre og syge flygtninge, der ønsker at vende hjem, kan få økonomisk hjælp i op til fem år – eller en lidt lavere ydelse resten af deres liv. Inden for de første tolv måneder kan flygtninge fortryde og vende tilbage til Danmark. Årsagerne til at nogle fortryder, kan være chikane, forfølgelse eller, at det ikke er muligt at skabe et eksistensgrundlag.

  • Dansk Flygtningehjælp støtter flere steder i verden hjemvendte flygtninge – f.eks. med genopbygning af huse, skoler og brønde.

  • Dansk Flygtningehjælp har i mere end 20 år rådgivet flygtninge i Danmark om mulighederne for repatriering og om situationen i hjemlandet. Organisationen hjælper også med at planlægge den enkeltes repatriering. De fleste er vendt tilbage til Bosnien-Hercegovina, Iran, Vietnam og – efter Saddam Husseins fald – Irak. I 2014 fik i alt 162 flygtninge støtte til at vende tilbage til hjemlandet. Heraf rejste 66 til Bosnien-Hercegovina, 25 til Tjetjenien, 17 til Irak og 11 til Somaliland.

 

 

23. Hvor mange flygtninge er der i verden?

Der er ca. 59,5 mio. mennesker på flugt verden over (UNHCR 2014). Heraf har 19,5 millioner forladt deres hjemland (5 millioner af disse er palæstinensere, der lever i lande i Mellem- østen), 1,8 millioner er ved at søge asyl i et nyt land, og 38,2 millioner er flygtninge i deres eget land – såkaldt internt fordrevne.

Det samlede antal flygtninge og fordrevne på verdensplan er steget markant fra 2013 (51,2 mio. mennesker), den største stigning på et enkelt år. Det rekordstore antal flygtninge skyldes en række konflikter og kriser verden over i bl.a. Syrien, Sydsudan, Ukraine, Irak og Den Centralafrikanske republik.

Udover de store grupper af palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, kommer de største grupper af flygtninge, der har forladt deres land, fra Syrien (3,9 millioner), Afghanistan (2,7 millioner) og Somalia (1.1 million).

24. Hvorfor bliver de ikke i nabolandene?

Det gør de også. Langt de fleste flygtninge i verden søger tilflugt et andet sted i deres eget land, eller i et naboland.

  • Mere end 90 procent af verdens 59,5 millioner flygtninge og fordrevne opholder sig i udviklingslande – relativt få flygtninge får asyl i Europa, Nordamerika eller Australien.

  • Antallet af asylansøgninger i industrialiserede lande voksede med 45% i 2014 til i alt 866.000. Omkring 570.000 af disse asylansøgninger blev indgivet i de 28 i EU lande.

  • 38,2 millioner mennesker er på flugt inden for grænserne af hjemlandet som internt fordrevne. De største grupper findes i Syrien, Colombia, Irak, Den Demokratiske Republik Congo, Sudan, Sydsudan og Pakistan.
  • Også blandt de flygtninge, der forlader deres hjemland, finder langt de fleste beskyttelse i nærområdet. I den gruppe, der har forladt deres hjemland, befinder majoriteten (over 86 procent) sig stadig i nabolande i samme region som deres hjemland. For eksempel huser Libanon, Jordan og Tyrkiet til sammen næsten 4 mio. syriske flygtninge.

  • Flygtninge lever under meget forskellige vilkår verden over. Nogle steder har flygtninge boet i generationer og opbygget hele bysamfund. Andre steder bor flygtninge i midlertidige teltlejre, lejeboliger eller sågar efterladte bygninger eller på gaden. Da det ikke altid er muligt at finde sikkerhed i nabolande til konfliktområder, rejser en del flygtninge videre på egen hånd. Nogle lande hverken kan eller vil tage imod flygtninge: Måske har de allerede mange tusinde flygtninge boende, måske er de i konflikt med det land, hvorfra flygtningene kommer, eller er allieret med det regime, der udgør en trussel mod flygtningene. FN’s flygtningeorganisation UNHCR hjælper nogle af disse flygtninge videre til et sikkert land, såkaldt genbosætning.

De største grupper af flygtninge kommer fra Syrien (3,9 millioner), Afghanistan (2,7 millioner) og Somalia (1.1 million).

De største værtslande for flygtninge er Tyrkiet (1,6 millioner), Pakistan (1,5 millioner), Libanon (1,1 millioner) og Iran (1 million)

 

25. Hvor mange flygtninge søger asyl i Europa?

I 2014 søgte i alt 714.260 personer asyl i de 38 lande i Europa – 47% flere end året før. 570.820 (80%) af dem søgte asyl i de 28 medlemslande i EU, en stigning på 44% i forhold til 2013. Den største stigning (95%) forekom i de otte sydeuropæiske lande, hvortil flygtninge ankom med båd over Middelhavet, eller over land via Tyrkiet. I de nordiske lande steg antallet af asylansøgere med 36%.

Tyskland modtog flest ansøgninger (173.070 eller 24% af alle ansøgninger i Europa), dernæst Sverige (75.090 eller 10,5%), Italien (63.660 eller 9%), Frankrig (59.030 eller 8%) og Ungarn (41.370 eller 6%). Danmark modtog 14.820 asylansøgninger i 2014, hvilket svarer til 2% af alle ansøgninger i Europa.

De fleste ansøgere i Europa kom fra Syrien, Irak og Afghanistan. Det er dog langt fra alle asylansøgere, som får anerkendt deres ansøgning og dermed får asyl. Eventuelle afvigelser i anerkendelsesprocenterne fra land til land kan hænge sammen med, at der er forskel på, hvilke nationaliteter der søger asyl i de forskellige lande.