Gloria Affia er eneforsørger for sine søskende. Derfor er det afgørende, at hun får et arbejde og med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp er hun nu i lære som skrædder. Foto: Tobin Jones / Dansk Flygtningehjælp

17 år og mor for sine søskende

17-årige Gloria Affia flygtede til Uganda fra Sydsudan, da hendes onkel blev slået ihjel. Flugten foregik til fods med sine søskende på 12 og fire, som hun i dag er eneansvarlig for. Hun får nu hjælp af Dansk Flygtningehjælp, så hun kan få sig en karriere som skrædder.

27.04.2017

Skrædderbutikken ligger på et af de travle hovedstrøg i Ocea-kvarteret i Rhino-flygtningelejren i det nordvestlige Uganda. Den er nem at finde. Uden for hænger turkise skoleuniformer og lyser op i gadebilledet. Når man kommer ind bag dem, mødes man af endnu flere farver. Der hænger kulørte stoffer og kjoler alle vegne. Bag dem sidder et par unge kvinder og syr på de farvestrålende kreationer. En af dem er 17-årige Gloria Affia. Hun er i lære som skrædder.

”Hun klarer det utrolig godt. Hun har virkelig talent,” siger Yawa Emelda, der er Glorias mentor.

Gloria selv ser blufærdigt ned i sysmaskinen.

20170403 Uganda Gloria Affia

I skrædderbutikken lærer Gloria Affia ikke kun at sy - hun lærer også andre kvinder og kender og har fået gode venner i lejren. FOTO: Tobin Jones / Dansk Flygtningehjælp

Det er kun to måneder siden, at hun begyndte i sybutikken, og hun har stadig meget at lære, understreger hun. Derfor håber hun at få lov til at fortsætte den jobtræning, hun har fået hos skrædderbutikken gennem Dansk Flygtningehjælp.

”Jeg håber meget, at jeg kan få en eksamen i syning, og at jeg efterfølgende kan få mere støtte f.eks. en symaskine, så jeg kan fortsætte med at sy,” siger hun.

Gik i to måneder

Gloria ankom til Uganda i september 2016. Førhen boede hun i Sydsudans hovedstad, Juba, hos sin onkel sammen med sine mindre søskende. Deres forældre var døde, men onklen tog sig af dem. Indtil en dag, hvor han pludselig blev hentet af soldater i deres hjem.

”De skød ham ikke så langt fra vores hjem,” fortæller Gloria.

Samme dag besluttede hun sig for at forlade Sydsudan med sin 12-årige bror, Richard, og sin fireårige søster, Princess. Hun pakkede hurtigt de få ejendele, de kunne bære, og så begav de sig ud i bushen for at gå mod sikkerheden.

”Der var ikke nogen, der hjalp os. Det var bare os tre,” konstaterer hun.

Det tog dem to måneder at nå frem til Uganda til fods. Det var en hård rejse, siger hun og ser ned i jorden. Men nu er de i sikkerhed. Nu ser hun fremad i stedet for tilbage.

Derfor er syundervisningen vigtig for hende. Trods hendes unge alder, har hun ansvaret for sine to søskende – et ansvar, der tynger.

”Da vi ankom til lejren, fik vi en plejemor. Men hun er taget tilbage til Congo, hvor hun var fra,” siger Gloria. ”Nu ved jeg ikke, hvad der skal ske med os. Jeg føler nogle gange, at det er for meget for mig, men hvad kan jeg gøre? Der er ikke andre.”

Hun smiler stolt, da hun fortæller, at begge de mindre søskende går i skole. Det er ikke en mulighed, hun selv har.

”Hvis jeg går i skole, så er der ikke nogen hjemme til at lave mad til Princess. Jeg er nødt til at sørge for hende,” siger hun og forklarer, at hun håber, at hendes syfærdigheder kan give hende mulighed for at arbejde hjemme, så hun både kan tjene penge og passe sine søskende.

Syundervisningen har dog allerede ændret Glorias liv. Herigennem har hun nemlig mødt en hel gruppe store piger og unge kvinder, der lærer at sy sammen;

”Jeg har fået venner. Sådan nogle havde jeg ikke før. I dag har jeg nogen at tale med om ting. Det er jeg meget glad for.”

 

Om projektet: 

Gloria Affia er en del af et projekt, der giver særligt sårbare store piger og unge kvinder hjælp til selvforsørgelse i Rhino-lejren i det nordvestlige Uganda. 18 piger har fået lærepladser i skrædderforretningen med støtte fra Dansk Flygtningehjælp. Det inkluderer et mentorprogram, der skal give dem bedre mulighed for at lære faget til bunds. Projektet er ét af mange, som Dansk Flygtningehjælp driver i området med det sigte at hjælpe flygtninge og medlemmer af værtssamfundet med at finde beskæftigelse og blive selvforsørgende.  

Afrikas mest omfattende flygtningekrise

Sydsudan har, med få års undtagelser, været i krig i flere årtier. I 2011 blev landet uafhængigt fra Sudan og blev dermed verdens yngste nation. Allerede to år efter blev landet dog kastet ud i en brutal borgerkrig. Det anslås, at mere end 300.000 mennesker er blevet slået ihjel siden 2013, mens over to millioner er internt fordrevet i selve Sydsudan, mens over 1,5 millioner er flygtet til nabolandene - primært til Uganda, Kenya og Etiopien. Alene Uganda har taget imod omkring 800.000 sydsudanesiske flygtninge. I sommeren 2016 genopblussede kamphandlinger, hvilket øgede antallet af flygtninge i omfattende grad. Ifølge FN ankommer op til 2000 flygtninge dagligt til Uganda hver dag som følge af konflikten.

Dansk Flygtningehjælp arbejder både i selve Sydsudan og i nabolandene Uganda, Kenya og Etiopien med at tage imod de mennesker, der søger i sikkerhed uden for landets grænser.

Rhino-lejren - ikke en almindelig flygtningelejr:

Rhino-lejren i Uganda er ikke som de fleste flygtningelejre. Her er ikke række efter række med telte og overbefolkning. I stedet dækker den et kæmpe areal, og flygtninge bliver huset i landsbyer, der ligger spredt ud over det store område. I nabolandsbyerne bor ugandere, der har haft hjemme her altid. I de forskellige dele af Rhino-lejren, ligger små bykerner, blandt andet Ocea. Flygtningene i Rhino Camp såvel som i andre dele af Uganda har alle mulighed for at få tildelt små stykker jord, de kan dyrke og bo.