Tyrkiet

 
 

I begyndelsen af 2013 begyndte Dansk Flygtningehjælp at yde støtte til syriske flygtninge i Tyrkiet i Kilis, Sanliurfa og Hatay-provinserne i grænseområderne til Syrien. Det samlede antal syriske flygtninge i Tyrkiet pr. marts er mere end 1.600.000, og tallet er stigende.

Omkring 30% af de syriske flygtninge er bosat i 22 flygtningelejre, som ledes af de tyrkiske myndigheder. Det betyder, at cirka 70% af de syriske flygtninge bor udenfor officielle flygtningelejre. Der er mange ”tvillinge”-byer og -landsbyer langs grænsen, dvs. en by i Tyrkiet og en by i Syrien med kun få kilometer imellem. Beboerne i disse ”tvillinge”-byer og -landsbyer har ofte tætte forbindelser, hvilket trækker konfliktramte syrere fra Syrien til Tyrkiet. De syriske flygtninge, der bor udenfor flygtningelejrene, bor usikre steder, hvor de ikke har adgang til pålidelig information og assistance. Mange af dem fortæller, at de er meget ulykkelige og lider stor nød, især børnene og de unge. Værtssamfundene deler meget generøst deres ressourcer med flygtningene, men de har ikke mange tilbage at dele ud af.

I løbet af 2014 fortsætter Dansk Flygtningehjælp arbejdet med at støtte de syriske flygtninge i Tyrkiet med en indsats i de følgende områder:

Beskyttelse: Identifikation og kortlægning af ikke-registrerede flygtninge og berørte værtssamfund, der hjælper flygtningene. Dansk Flygtningehjælp har oprettet medborgercentre i nærheden af lejrene for at give syriske flygtninge øget beskyttelse og assistance herunder psykosocial indsats for børn, fælles aktiviteter mellem flygtninge og lokalsamfund og information og rådgivning.

Kapacitetsopbygning: Kapacitetsopbygning af civilsamfundets organisationer i Tyrkiet.

Infrastruktur og assistance i lokalsamfundet: Informationskoordination og lettere koordinering mellem nationale og internationale NGO’er, der arbejder i Tyrkiet.

Mine Risk Education: Syrien er voldsomt forurenet af miner og ueksploderet ammunition og undervisning i risikoen er en vigtig forudsætning for, at flygtninge kan vende sikkert hjem med tiden.

Partnere og donorer:

International Middle East Research Peace Center
Danish private contributions
DANIDA
ECHO
US BPRM
DFID