Ukraine

 
 

Konflikten i Ukraine indledtes i marts 2014 med den russiske annektering af Krimhalvøen og selvudnævnelsen af selvstændige republikker i Donbass regionen i slutningen af april samme år. Konflikten har resulteret i en de-facto opdeling af Ukraine og 1,6 millioner mennesker drevet på flugt internt i landet, samt 1 million, som er flygtet over grænserne. Samtidig har den ukrainske regerings suspendering af sociale ydelser og lukning af banksystemet i separatistkontrollerede områder ramt indbyggerne i regionen hårdt.  Restriktioner på bevægelsesfrihed og handel henover konfliktlinjen gør desuden livet svært for befolkningen i den østlige del af landet. Det estimeres, at 3,1 million mennesker er afhængige af humanitær hjælp.

Dansk Flygtningehjælp og minerydningsenheden Danish Demining Group (DDG) genoptog operationer i Ukraine i november 2014 for at yde humanitær bistand under den nuværende konflikt. Dansk Flygtningehjælp har tidligere været til stede i Ukraine fra 1998 til 2000 og fra 2007 til 2013, hvor fokus for hjælpearbejdet var genbosætning af tatarer, som vendte tilbage til Krimhalvøen fra Centralasien, samt udvikling af kapaciteten i det ukrainske asylsystem og af civilsamfundsorganisationers arbejde med flygtningebørn.

Våbenhvileaftalerne fra september 2014 og februar 2015 har været præget af alvorlige overtrædelser, og sporadiske kampe og bombardementer finder fortsat sted langs kontaktlinjen mellem regeringsstyrker og væbnede grupper. Selvom den seneste våbenhvileaftale fra september 2015 har reduceret krigshandlingerne, er konflikten ikke løst og har fortsat stor påvirkning på civilbefolkningen.

Det primære fokus for Dansk Flygtningehjælps operationer i Ukraine er internt fordrevne befolkningsgrupper i regeringskontrollerede områder. Dansk Flygtningehjælp har gennem sin lange tilstedeværelse i Ukraine opbygget et godt samarbejde med de ukrainske myndigheder, og er valgt ind i det FN-koordinerede Humanitære Landeteam samt grundlægger af Ukraine NGO Forum. De juridiske forhold for humanitære organisationer i Ukraine er dog forholdsvis komplekse, og NGOerne i landet arbejder i øjeblikket hårdt på at opnå adgang til de ikke-regeringskontrollerede områder i Lughansk og Donetsk. Dansk Flygtningehjælp er på nuværende tidspunkt tilstede i Kiev, Mariupol, Dnipropetrovsk, Severodonetsk og Sloviansk.

Dansk Flygtningehjælp og Danish Demining Groups team i Ukraine består af 18 internationale medarbejdere med lang humanitær erfaring og ekspertise og 107 nationale kolleger med tekniske færdigheder og uundværlig viden om den ukrainske kontekst.  

Sektorer   

Beskyttelse:Dansk Flygtningehjælp har yder en række beskyttelsesindsatser i landet.Arbejdet inkluderer psykosocial hjælp, beskyttelse af børn og unge, uddeling af kontantbeløb til sårbare familier, mobilisering og træning af lokale civilsamfundsgrupper, bekæmpelse af seksuel og kønsbaseret vold og oplysning om rettigheder. Dansk Flygtningehjælp yder også fortalervirksomhed for fremme af fordrevne og konfliktramte befolkningsgruppers rettigheder, støtter offentlige myndigheders sociale arbejde, udvikler juridiske netværk og udvikler lokale NGOers kapacitet til at yde retshjælp til internt fordrevne.

Humanitær minerydning: I februar 2015 påbegyndte Danish Demining Group oplysningsaktiviteter for lokalbefolkningen om risikoen ved miner og ueksploderet ammunition. Uddannelse af lokale trænere, udvikling af oplysningsmateriale og offentlige kampagner er en integreret del af arbejdet. Samtidig er DDG i en pilotfase for introduktion af brugen af websites og mobiltelefoner til at crowdsource information om risikoområder.      

Indkomstgenererende aktiviteter: Genopretning af familiers levebrød og indkomstmuligheder er en væsentlig del af Dansk Flygtningehjælps aktiviteter i Ukraine. Dansk Flygtningehjælp tilbyder virksomhedstræning og udvikling af små og mellemstore virksomheder, finansiel støtte til virksomhedsopstart, undervisning i basale læse- og regnefærdigheder, mikrolån og facilitering af spare-låne-grupper.

Shelter: Dansk Flygtningehjælp har foretaget nødreparationer af ødelagte huse, samt uddelt byggematerialer og kontantbeløb til nødstedte familier.

Uddeling af kontantbeløb og non-food artikler: Kontantbeløb og væsentlige non-food artikler udleveres for at sikre, at familier kan opfylde deres basale behov og anskaffe nødvendige materialer, såsom varmt tøj, sengetøj, hygiejneartikler og presenninger.

Koordination og fortalerarbejde: I overensstemmelse med Dansk Flygtningehjælps og DDGs værdier samarbejder og koordinerer Kiev-kontoret tæt med lokale og internationale humanitære aktører for at sikre en effektiv indsats i de områder, hvor de arbejder. Som en del af den løbende koordinering er Dansk Flygtningehjælp medstifter af NGO Forum – en platform, der koordinerer internationale og lokale organisationers fortalerarbejde. Samtidig er Dansk Flygtningehjælp og DDG medlemmer af det humanitære landeteam og med til at lede Mine Action Sub-Cluster, der koordinerer minerydningsindsatsen. Endelig har Dansk Flygtningehjælps Beredskabsliste (Stand-by Roster) leveret en række eksperter til støtte for FN-organisationer i Ukraine.