Grækenland

 
 

Dansk Flygtningehjælp begyndte sine aktiviteter i november 2015, som en del af et fælles beredskab med FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der skulle håndtere de enorme flygtninge- og migrantstrømme, der kom til de græske øer via det østlige Middelhav. Der blev registreret 856.723 ankomne via havet til Grækenland i 2015 – syv gange flere end i 2014, hvilket i sig selv var rekordår. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR), kom langt størstedelen (87 %) fra de 10 lande, som producerer flest flygtninge i verden.

Dansk Flygtningehjælp har først og fremmest fokuseret på at hjælpe med at sikre en hurtig, effektiv og anstændig håndtering af de mange flygtninge, som ankommer. Det gælder rekruttering af medarbejdere, indkøb af varer og involvering af alle berørte parter, herunder græske myndigheder, UNHCR, frivillige grupper og andre organisationer. De humanitære opgaver blev oprindeligt hovedsageligt udført i Moria-lejren på Lesbos, hvor Dansk Flygtningehjælp har hjulpet med at identificere og hjælpe udsatte mennesker, bl.a. ved at informere og rådgive dem og sikre dem indkvartering og husly.

Lukningen af den såkaldte Balkan-rute i 2016, de manglende legale adgangsveje for flygtninge til Europa for folk, som flygter fra krig og forfølgelse, samt aftalen mellem EU og Tyrkiet har alle har haft store konsekvenser for flygtningesituationen i Grækenland. I stedet for at være et land, som flygtninge passerer igennem, er der nu over 60.000 mennesker strandet indenfor landets grænser. Som en konsekvens heraf, har Dansk Flygtningehjælp udvidet sit arbejde til det græske fastland.

Arbejdet i Grækenland er koordineret fra hovedkontoret i Athen med hjælp fra kontorer på Lesbos, i Thessaloniki og Larissa.

SMS (Site Management Support)

En af de store udfordringer på nuværende tidspunkt er at sikre, at modtagelses- og indkvarteringsfaciliteterne er anstændige, tilstrækkeligt bemandede, hensigtsmæssige i forhold til kulturer og at de respekterer humanitære standarder. DFH har taget ansvaret for Site Management Support i adskillige lejre over hele Grækenland, hvor vi samarbejder med blandt andre det græske migrationsministerium om blandt andet:

  • Ydelse af bistand og services (husly, distribution af mad og non-food artikler samt vaske- og rengøringsartikler)
  • Generelle aktiviteter til fremme af integration.

Kommunikation med de forskellige grupper er et essentielt led i arbejdet. Et dedikeret hold af medarbejdere står for at få information ud til flygtningene og asylansøgerne på en ordentlig og hensynsfuld måde, således at de altid har den rette information. De står også for at få feedback på kvaliteten af de services, som vi udbyder.

Sikre beskyttelse og juridisk bistand

Siden starten af juni 2016 har det europæiske asyl kontor (EASO), de græske asylmyndigheder og UNHCR foretaget forhåndsregistreringer af asylansøgere, som har været strandet på det græske fastland. Ansøgerne bliver bedt om at vælge mellem tre juridiske muligheder: 1) de kan forsøge at blive flyttet til et andet EU-land via omfordelingsprogrammet, 2) de kan søge familiesammenføring, hvis de har nære familiemedlemmer, som allerede har søgt asyl i et andet europæisk land, eller 3) de kan søge asyl i Grækenland. Siden lukningen af Balkanruten, er omfordelingsprogrammet og familiesammenføring de eneste to juridiske alternativer for de flygtninge, som vil til et andet europæisk land.

Dansk Flygtningehjælp har fokus på, at skabe beskyttende og værdige rammer for de flygtninge i Grækenland, som har krav på international beskyttelse. Vi tilbyder assistance fra jurister, som regelmæssigt udfører:

  • Informationsmøder om juridiske perspektiver.
  • Individuel juridisk rådgivning.
  • Individuel juridisk repræsentation.

Desuden har Dansk Flygtningehjælp, i samarbejde med organisationerne AITIMA og Greek Refugee Council, udvidet den juridiske hjælp til også at dække rådgivning og repræsentation af udsatte asylansøgere på græsk jord.

Der er et stort behov og interesse for at få korrekt og nøjagtig information om asylprocessen, ansøgernes rettigheder og juridisk rådgivning til forskellige situationer eksempelvis omkring familiesammenføring, repatriering og lignende.

De næste skridt

Det vil, også i fremtiden, være blandt Dansk Flygtningehjælps kerneopgaver i Grækenland at beskytte menneskerettigheder, at administrere den juridiske bistand til flygtninge samt at sørge for værdige og hensigtsmæssige levevilkår.

Med fokus på at bygge fundamentet for integration og social sammenhængskraft, har Dansk Flygtningehjælp forpligtet sig til at starte nye projekter (uddeling af kontanter, uddannelse mm.), som har til formål at genetablere flygtninges værdighed og opbygge deres modstandsdygtighed. Samtidig vil Dansk Flygtningehjælp stadig advokere for fordrevne menneskers rettigheder, både på nationalt og internationalt niveau.