”Vi var nødt til at flygte på grund af krigen i Syrien”

Bassel på 33 år har taget flugten fra Syrien sammen med sin nevø og niece på 8 og 5 år. Deres forældre er blevet tilbage for at passe på bedstemoren, der er for svag til, at hun kunne tage flugten.
 
 

Familien kommer fra Doumar i udkanten af Damaskus, men på grund af kamphandlingerne i hjemlandet, turde de ikke lade børnene blive der. Det blev besluttet, at børnenes forældre skulle blive og passe på den gamle bedstemor, fordi Bassel bedst kunne passe på børnene på turen gennem Tyrkiet og over Middelhavet. 

”Vi havde et rigtig godt liv i Syrien, og jeg havde en fin forretning som advokat med speciale i folkeret, men vi var nødt til at flygte på grund af krigen. Det er den eneste grund til at flygte. Før havde vi et dejligt liv – men det kan man ikke have, når det regner med bomber. Vi tænker meget på børnene, og vi kunne ikke holde tanken ud om, at de kunne blive ramt af en bombe,” siger Bassel.

Telefon som lommelygte

Det er en måned siden, de flygtede fra Syrien. Onklen og børnene brugte to uger ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, inden de endelig kom igennem. Derefter opholdt de sig to uger i Izmir I Tyrkiet, inden smuglerne lod den komme ombord i gummibåden.

”Vi var 40 mennesker om bord og mange af dem var børn. Da vi nærmede os kysten, tog båden vand ind og var ved at synke. Det var nat og mørkt, så vi var meget bange for, der ikke var nogen, der kunne finde os, men heldigvis kom jeg i tanke om, at min telefon kunne bruges som lommelygte, og derfor blev vi opdaget af den græske kystvagt, der reddede os i land,” siger Bassel.

Hans telefon har været hans dyrebareste ejendom under flugten.

”Jeg har optaget hele turen på video på min telefon – eller i hvert fald alle de gange, jeg turde filme det, vi oplevede. Derudover har vi også brugt den til hele tiden at være i kontakt med min bror og hans kone; bønenes forældre,” fortæller Bassel, der også insisterer på at en af hans rejsefæller filmer interviewet med ham.

Fokus på børnene i Moria

Efter de blev reddet af kystvagten, blev de kørt til Moria-lejren, hvor Dansk Flygtningehjælp arbejder.

”Vi ankom meget tidligt om morgenen, men vi havde en rigtig god oplevelse i Moria. Folk stod klar til at hjælpe og tog sig rigtigt godt af os. Det var tydeligt, at de fokuserede meget på, at børnene havde det godt,” siger Bassel.

Krigen i Syrien har i alt sendt mere end 12 millioner på flugt. Syrerne flygter fra bomberne og kampene – men Bassel har ikke et bestemt mål med sin flugt, selvom han har en drøm.          

”Jeg vil rigtig gerne arbejde ved Den internationale Domstol i Haag en dag, men det er meget vigtigt for mig at sige, vi ikke bare er kommet for at tage folks penge. Jeg vil gerne arbejde og bidrage til samfundet. Og jeg håber rigtig meget, at krigen i Syrien snart vil stoppe, for ellers risikerer vi, at det udvikler sig til tredje verdenskrig. Det skal hele verden vide og være opmærksom på,” siger Bassel.

Tænker kun på fred

Han og børnene har aldrig haft lyst til at forlade hjemlandet.

”Vi syrere vil bare gerne have fred, men der er mange, der blander sig i konflikten og det kan ødelægge alt. Vi vil allerhelst være i Syrien, hvis der var fred, men når bomberne falder, har vi ikke noget andet valg end at flygte derfra,” siger Bassel på 33 år.