”Vi troede, vi skulle dø, da vi var på havet”

Sara og Mohammed fra Afghanistan har kæmpet sig over Middelhavet i en gummibåd, der var ved at synke, inden de blev samlet op af den græske kystvagt. Derefter blev de bragt til Moria-lejren på Lesbos, som var det første sted på deres farefulde færd, hvor de kunne føle sig trygge.
 
 

Parret forlod Afghanistan for to måneder siden og har siden krydset bjergene i Iran og Tyrkiet til fods.

”Turen har været helt forfærdelig og skræmmende. Vi gik i dagevis uden at vide noget som helt om fremtiden, hvor vi var, eller hvor vi ville ende. Da vi endelig ankom til kysten i Tyrkiet, blev vi sendt i en båd med over 60 andre. Turen over Middelhavet foregik om natten i mørke og tog mere end to timer. Det var de mest skræmmende timer, jeg har oplevet i mit liv. Der var ingen styring på båden, vi vidste ikke, hvor vi sejlede hen – vi var bare blevet sendt ud på havet af smuglerne,” siger Sara.

Ren eufori

Turen hen over Middelhavet har i 2016 kostet 410 mennesker livet. Heldigvis for Sara og Mohammed blev de sammen med de andre afghanere i båden samlet op af kystvagten og bragt i land på Lesbos tidligt om morgenen.

”Da vi endeligt blev samlet op, blev vi simpelthen så glade. Det var ren eufori. Der var 10 børn med i båden og alle var kolde og våde. Vi frøs rigtig meget, da vi kom til Moria-lejren, men der fik vi soveposer, tørt tøj, mad og et sikkert, tørt, varmt sted at overnatte. Det betød rigtig meget endelig at komme til et sted, hvor der er trygt og man ved, at man er i sikkerhed,” siger Sara. 

Dansk Flygtningehjælp arbejder i Moria-lejren sammen med de græske myndigheder for at sikre ordentlige modtageforhold, korrekt information til dem, der ankommer, samt uddele varme måltider og tæpper.

Handler om at komme væk

Situationen i Afghanistan gik den forkerte vej i løbet af 2015. Antallet af dræbte og sårede civile i Afghanistan blev sidste år det højeste siden 2009. Konflikten i hjemlandet var også det, der fik Sara og Mohammed til at bevæge sig ud på den farefulde færd.

”Vores liv i Afghanistan var blevet ødelagt. På grund af konflikten mellem Taleban og regeringen, var der ingenting at bygge videre på. Der var simpelthen ikke nogen fremtid for os. Vi håber på, at vi igen kan få en tro på livet og fremtiden,” siger Sara opgivende – men fortsætter dog i mere optimistiske toner:

”Vi har ikke noget bestemt mål med vores flugt. Det handlede bare om at komme væk. Men vi håber på, vi kan få en fremtid og et godt liv. Min mand er maler og vi håber, at vi kan komme til et sted, hvor han kan få et arbejde og vi kan skabe os et nyt liv sammen,” siger Sara.   

Fået håbet tilbage

Lesbos er det første sted på ruten for de mange flygtninge og migranter, hvor der er nogen, der tager sig af dem, og de ikke længere er i smuglernes vold.

”Vi er meget håbefulde, nu vi er nået hertil og i sikkerhed. Vi troede, vi skulle dø, da vi var på havet, men nu har vi heldigvis fået håbet tilbage. Det er helt vildt endeligt at være på Lesbos, og det er det eneste, der betyder noget for os nu,” siger Sara.