Over 600.000 somaliere har måttet forlade deres hjem for at søge humanitær hjælp i byområderne alene siden november 2016. Mange tusinder flere ventes at følge dem. Foto: Tobin Jones / Dansk Flygtningehjælp.

”Vi gik i syv dage for at finde mad”

I det sydlige Somalia gør den omfattende konflikt i landet det svært at bringe humanitær hjælp ud i landområderne. Det får hundredetusinder til at søge mod de større byer i jagten på mad og vand.

22.05.2017

Hver eneste dag kommer flere hundrede mennesker til området omkring byen Dollow i det sydlige Somalia. De er tvunget til at forlade deres hjem i landområderne for at finde mad og vand. Brøndene er tørret ud, og deres husdyr er døde. Somalia er ramt af tørke for tredje år i træk, hvilket har sendt landet på randen af sult.

Andre steder i Somalia er langt hårdere ramt end her. Ifølge FN har over halvdelen af landets befolkning akut brug for hjælp, og hundredetusinder risikerer at dø af sult, hvis tørken fortsætter.  

LÆS OGSÅ: MILLIONER RISIKERER AT DØ HVIS VI IKKE HANDLER NU

Men i Dollow er der hjælp af få. 38-årige Asnina Hussein Aden er en af de mange, der har valgt at forlade sit hjem for at finde hjælp i byen.

Kvinde_

”Vi gik i syv dage for at komme hertil. Jeg lånte en æselvogn af en nabo, som mine børn kunne sidde på, og så gik vi afsted,” fortæller hun.

Hun venter på at blive registreret af Dansk Flygtningehjælp, så hun kan få et kort med knap 500 kroner i kredit, som hun kan bruge i udvalgte købmandsboder i byen.

Sult tvinger mennesker på flugt

Asnina har ni børn i alderen seks til 19 år. De er alle taget med hende mod byen, men hendes mand er blevet ude på landet for at passe på deres ejendele, som de ikke kunne tage med sig. 

Årsagen til at hun og børnene begav sig på vej er simpel:

”Sult,” siger hun uden uddybning. Og det siger sig selv. Det er derfor, alle er her.

LÆS OGSÅ: SAINEN FRYGTER HENDES BØRN VIL DØ AF SULT 

”Der har været tørke i tre år. Efter vi mistede alle vores husdyr, besluttede jeg mig for at søge mod et sted, hvor jeg kunne få mad til mig og mine børn,” siger hun : ”Nu er jeg lykkelig over, at vi kan få hjælp, så mine børn kan få noget at spise.”

2017_03_27_DRC_Somalia -3_opt

Vejen mod Dollow var lang og hård. Familien levede af det, de kunne finde på vejen.

”Vi spiste en rod, der vokser i vejkanten. Den gravede vi op og lavede mad af,” fortæller hun.

Nu håber hun, at familien kan klare sig sikkert igennem tørken:

”Jeg har brug for tag over hovedet og mad. Jeg håber meget, at jeg kan få den hjælp her.”

Asnina får udleveret pengekortet med de 500 kroner. Det tilskud kan hun få tre måneder i træk – nok til at redde hende og hendes familie fra den sultedød, som så mange andre her er truet af.

Hun ser undrende ud til spørgsmålet om, hvordan det føles at sulte.

”Det ved du da. Det ved alle da.”

Sult er en del af livet i Somalia.

 

Sådan redder vi liv i Dollow

Dansk Flygtningehjælp er en af de største humanitære organisationer i Somalia. I området omkring Dollow i den sydlige del af landet hjælper vi allerede over 25.000 mennesker, og de næste måneder øger vi markant indsatserne for at kunne redde flere liv. Vi kører blandt andet ud med vand til tørkeramte lokalsamfund, hjælper med uddeling af mad og etablerer toiletter i de mange pludseligt opstående lejre for internt fordrevne. På den måde minimerer vi risikoen for smitsomme sygdomme.

Samtidig arbejder Dansk Flygtningehjælp altid med et langsigtet fokus i arbejdet med nødhjælp for at sikre, at de ramte lokalsamfund bliver styrket mod fremtidige katastrofer.

Hjælper på tværs af grænser

FN advarer mod, at den tiltagende sultkatastrofe kan blive den største humanitære katastrofe siden 1945. Somalia, Sydsudan, Yemen og Nigeria er blevet betegnet som ’de fire sultkatastrofer’, men den omfattende tørke kender ikke grænser. Lande som Etiopien, Kenya og dele af Uganda er også hårdt ramt. Op mod 20 millioner mennesker frygtes at blive påvirket af katastrofen, og hurtig hjælp og adgang til mad og vand betyder forskel på liv og død.

Dansk Flygtningehjælp er til stede i alle de ramte lande og arbejder på tværs af grænser og regioner for at hjælpe flest muligt af de sultramte mennesker.