Uddannet og arbejdsløs

Syrere vælger uddannelse på trods af at det er svært at få job.
 
 

25.01.17

”Vi prioriterer børnenes uddannelse højt, men det giver ikke så meget mening, når man ikke kan bruge den i sit arbejde,” fortæller Ana’am, mens hun varmer sine hænder ved et varmeapparat. Den 52-årige kvinde lever som syrisk flygtning i Jordan. Hun fortæller at hendes sønner, trods gode uddannelser, har svært ved at finde arbejde i landet, og dermed svært ved at skaffe indtægt. Ana’am og hendes mand sikrede sig, at deres børn begyndte på gymnasier og universiteter, da de kom hertil. ”Vi har lige sat vores søn af, så han kan registrere sig til de afsluttende eksaminer på gymnasiet,” siger hun. Hun hviler sig mens manden står i kø.

Ægteparret venter på at modtage kontanter hos Dansk Flygtningehjælps center i Amman i Jordan. Kontanterne skal hjælpe syriske flygtninge med at klare sig gennem vinteren, så de kan købe varmeapparater og varmt tøj. ”Da vi ikke har nogen stabil indkomst, kan pengene hjælpe os i noget tid,” siger hun.

Mange syriske flygtninge er havnet i fattigdom mens krigen i hjemlandet fortsætter. Det har medført, at flere arbejder illegalt. Ana’ams ældste søn på 26, har en uddannelse i fysik, men har ikke haft noget arbejde siden han dimitterede for tre år siden. ”Landbrug eller håndværk er jo ikke lige det, som de troede de skulle arbejde med,” siger hun. Det er to af de få områder, som man kan arbejde indenfor uden arbejdstilladelse, men med evner til og ambitioner om bedre arbejde, er det svært. Ana’am fortæller, at ingen vil ansætte hendes sønner, eller hjælpe dem med tilladelser, så de kan arbejde med det, de er uddannet i.

Håber stadig på en bedre fremtid

Familien, som oprindeligt kommer fra Syriens største havneby, Latakya, brugte hele deres opsparing på at sende børnene i skole og på universitetet. ”Selvom skolerne er gratis her, brugte vi 500 jordanske dinarer (lige under 5.000 kr., red.) på et år, for at vores yngste søn kunne få ekstra hjælp til at komme i gymnasiet,” fortæller Ana’am, som godt ved at hendes børns uddannelse er vigtig, men alligevel spørger sig selv om de overhovedet vil komme til at bruge det.

Familien har boet i en lille forstad til Amman siden krisen begyndte. De har måttet kæmpe for at betale husleje, da manden har haft svært ved at finde varige ansættelser: ”Han arbejdede som regel i tre eller fire dage, og kunne så ikke finde noget arbejde i flere uger efterfølgende,” siger hun. Nu er han stoppet med at lede efter arbejde fordi hans helbred er forværret og han ikke kan stå op i længere perioder.

Ana’ams mand har diabetes. Han kunne få støtte til medicinen i noget tid fra UNHCR, men ved deres besøg på Sundhedscentret i december, fik de at vide, at støtten ville stoppe og måske fornyet i februar. ”Jeg forstod ikke helt hvorfor, men vi må prøve igen. For nu, køber vi medicinen, men den er ikke billig.”

Ana’am og manden er afhængige er børnene, for at kunne betale leje, el, vand og medicin. Deres sønner kan sommetider finde arbejde, men kun i kortere perioder, og det er ikke altid indenfor reglerne.

Ægteparret forlader centret i hast, for de skal hente sønnen efter han har registreret sig til eksaminerne. De håber stadig på, at han en dag kan bruge uddannelsen til noget og måske sørge for ham selv.