Fahed ved Dansk Flygtningehjælps center i Amman. December 2016. Foto: Mais Salman / Dansk Flygtningehjælp

Trygt, men ingen sikkerhed

Efter at være flygtet fra Syrien for fire år siden, er Jordan blevet et trygt opholdssted for Fahed og hans familie. Det er dog svært at finde sikkerhed og skabe sig en anstændig hverdag.
 
 

25.01.17

Haltende, går den 65-årige mand langsomt gennem lokalet. Han smiler lidt, da han modtager nogle kontanter, men ikke længe: Han ved godt, at de skal bruges på at betale hans gæld, husleje eller andre regninger.

Fahed og hans kone modtager kontanter på Dansk Flygtningehjælps center i Amman, den jordanske hovedstad, som en del af det program, der skal hjælpe syriske flygtninge gennem vinteren. Familien har boet i udkanten af Amman, siden de kom fra deres hjemby Homs.

Ligesom mange af de 650.000 andre syriske flygtninge i Jordan, er deres opsparing udtømt, fordi de har svært ved at finde indtægt. Der er især svært på grund af den lovgivning, som den jordanske regering har gennemført på området. ”Vi må kun arbejde med få områder, og min mand og den ene søn er ikke i stand til at arbejde,” fortæller Faheds kone, Um-Ahmad.

”Svært at klare sig.”

Én af sønnerne er invalideres og det har ikke været nemt for forældrene. Sønnen mistede sine ben i krigen. Han kan ikke arbejde for at hjælpe familien, og de har svært ved at betale for hans medicin.

”Det er trygt her, langt fra bomber og eksplosioner, men det er svært at klare sig,” siger Um-Ahmad mens hun venter på at Fahed modtager penge fra centerets medarbejdere. Den store familie, som også tæller børn, svigerbørn og børnebørn, flygtede sammen fra Homs for at finde sikkerhed i et par måneder. Nu har de ventet her i over fire år.

Hele familien lever nu sammen i en toværelses lejlighed. De modtager 10 jordanske dinarer (JOD) pr person om måneden fra UNHCR. ”Men hvad kan vi købe med det? Fortæl mig det! Det er ikke nok til at dække vores husleje på JOD 150, mad, medicin, elektricitet og vand,” siger Fahed spørgende. Han måtte sælge to sække med mælkepulver, som de havde fået fra World Food Programme (WFP), for at dække sidste måneds husleje.

Mangler papirer

Deres yngste søn, som ikke er gift, kan sommetider finde et par jobs her og der. Der går dog ofte måneder imellem at nogen vil ansætte ham. Han arbejder indenfor alle områder, som han kan komme til: håndværk, rengøring eller landbrug – alt sammen uden arbejdstilladelse, så han risikerer at blive sendt til lejrene. ”Sidste år har været noget bedre, fordi regeringen offentliggjorde nogle jobs, som syrere måtte udføre uden tilladelse. Men antallet af jobs er begrænsede og der er mange ansøgere, så det er svært at få arbejde,” siger Um-Ahmad.

”Mine sønner kan sende deres børn i skole uden betaling, hvilket letter os for nogle udgifter,” fortæller Fahed. Desværre har en af hans datters sønner, som er født i Syrien, ikke sin fødselsattest og kan derfor ikke registreres og komme i skole. ”De sagde til forældrene, at de kunne medbringe deres vielsesattest, men den er i Syrien – hvordan skal de få fat i den? Vi kom hertil med det tøj, vi havde på da vi flygtede!” siger Um-Ahmad, som frygter for barnebarnets fremtid.

Ved ikke hvordan de skal betale næste måneds husleje.

Omkring 80 procent af de syriske flygtninge i Jordan, lever udenfor flygtningelejrene, hvilket skaber et pres på værtssamfundene og stigninger i huslejen. Alligevel kunne Fahed og familien, i stil med mange andre, ikke klare at leve i et telt i ørkenen – det var simpelthen ikke en mulighed for dem. ”Jordan er trygt, folk er gode mod os og vi har levet her siden vi kom hertil, fordi vores familie er her,” siger ægteparret med reference til de syriske samfund, som er i området.

Med Faheds gangbesvær, deres søns invaliditet og de mange udgifter, som familien skal dække, er følelsen af sikkerhed ikke tilstede. ”Vi lever fra dag til dag, og jeg ved ikke hvordan vi skal betale næste måneds husleje … vi må se,” siger Fahed, mens han kigger over på sin kone, som skynder på ham så de kan nå på apoteket for at købe smertestillende piller.