Når nødhjælp ikke er nok

I disse dage forhandles der i Geneve om fred i den syriske krise, der snart har varet i fem år. Der er dog ingen tegn på, at man opnår en aftale, og mens freden udebliver, fortsætter de store humanitære behov for den syriske civilbefolkning.
 
 

Af Ann Mary Olsen, International Chef og Peter Klansø, Regional Chef i Mellemøsten

Når man i begyndelsen af den syriske krise snakkede med flygtninge, troede de fleste, at de skulle være i nabolandene i kort tid og hurtigt skulle tilbage og hjælpe med at genopbygge deres land. I begyndelsen koncentrerede den humanitære indsats sig om at redde liv og sikre en mere eller mindre midlertidig form for indkvartering. Behovene har tydeligvis ændret sig.

På en tur til Tyrkiet sidste år mødte vi sammen en række unge flygtninge i Tyrkiet, der fortalte os, at det væsentligste for dem var at sikre sig et håb og en fremtid. Det handler blandt andet om mulighederne for at uddanne sig for at få et regulært arbejde og dermed skabe sig en værdighed i eget liv – udover det faktum, at de selvfølgelig ikke for tiden kan vende tilbage til deres hjemland.

Det er også deres behov, vi er nødt til at forholde os til, når vi snakker om hjælp i nærområderne. Disse forhold bekræftes i en ny undersøgelse, som Dansk Flygtningehjælps medarbejdere i Jordan, Libanon og Tyrkiet har lavet op til denne uges donorkonference i London.

Her skal donorerne blive enige om, hvad de forpligter sig til i den humanitære indsats i 2016. Det sker på et bagtæppe af lignende appeller fra 2015, der kun blev halvt finansierede. Der er altså kæmpestore behov i Syrien og dets nabolande, og hvis vi på nogen måde skal hjælpe flygtninge i nabolandene og de internt fordrevne i Syrien på en ordentlig måde, skal hjælpen op i et helt andet gear. Vi skal selv deltage i civilsamfundsdelen af konferencen i London.

Den syriske konflikt har snart varet i fem år, og 85 pct. af de syriske flygtninge i nabolandene lever under fattigdomsgrænsen. Volden fortsætter inde i Syrien, hvor 50 familier har været tvunget til at flygte hver time hver dag siden 2011. Folk flygter fortsat, og derfor er det afgørende, at vi tænker langsigtede løsninger ind fra begyndelsen af vores nødhjælpsarbejde.

Det er også derfor, vi i Dansk Flygtningehjælp fokuserer en stor del af vores arbejde i Mellemøsten på det, der på fagsprog kaldes livelihood-projekter – altså at hjælpe folk med at være i stand til at forsørge dem selv. Det giver ikke mening at have en hel befolkning, der er afhængig af humanitær hjælp. Selvom der bestemt stadig er massivt brug for nødhjælpen.

Det er derfor afgørende, at vi gør ordene om mere hjælp til nærområderne til handling – og det kræver store, langsigtede og forpligtende investeringer fra donorerne. Nødhjælp er ikke nok; der skal investeres i nabolandenes infrastruktur, i jobskabelse, i langsigtet udvikling og selvfølgelig i de mennesker, som er tvunget på flugt af den forfærdelige borgerkrig i Syrien

Det er afgørende; i første omgang for flygtningene både i forhold til deres liv i dag, men også når de en dag skal vende hjem og hjælpe med at genopbygge Syrien; det er afgørende for nabolandene, hvor flere af disse i dag er på randen af sammenbrud, og det er også afgørende for Europa.

Som det er sagt mange gange, er det jo ikke løsning, at verdens mere end 60 millioner flygtninge og fordrevne søger mod Europa.

Det er der jo heller ikke noget, der tyder på, men en del af historien for flygtningestrømmen mod Europa for tiden er, at der ikke er nogen mulighed for et værdigt liv i nærområderne, og derfor er det afgørende, at vi laver ordentlige og langsigtede investeringer der, hvor flygtninge befinder sig – og ikke bare giver nødhjælp.

Indlægget er også bragt i Jyllands-Posten. Læs med her.