”Jeg valgte kærligheden”

Nogle steder er det ikke frivilligt, hvem man vil gifte sig med. 27-årige Palwasha fra Afghanistan fik dette at mærke på egen krop, da hun i første omgang var nødt til at flygte fra sin hjemby og senere ud af landet for at kunne være sammen med sin elskede.
 
 

Palwasha på 27 år er oprindeligt fra Helmand-provinsen i Afghanistan. Hvis hun var blevet der, havde hun i dag været gift - men ikke med den mand, hun selv valgte.

”Der var en meget vigtig mand, som friede til mig i Helmand, men jeg kunne ikke gifte mig med ham, da jeg allerede havde mødt den mand, jeg gerne ville giftes med. Derfor sagde jeg nej. Jeg valgte kærligheden og flygtede til Kabul for at være sammen med manden i mit liv. Jeg kunne ikke blive i Helmand, fordi den vigtige mand havde mange kontakter, der ikke ville mig det godt,” siger Palwasha.

I smuglernes hænder

Palwashas forældre bor stadig i Helmand og lider under, at hun har været nødt til at flygte. De bliver dagligt chikaneret og forfulgt af stærke, lokale kræfter. Samtidig var det heller ikke nok for Palwasha, at hun var flygtet til Kabul for at leve sammen med 35-årige Ahmad. En dag hørte parret, at den afviste mand havde fundet frem til dem i Kabul. De turde derfor ikke blive.

”Vi havde ikke noget valg. Det er 20 dage siden, vi forlod Kabul og siden dengang har vores liv været i smuglernes hænder. Der var kummerlige forhold i både Iran og Tyrkiet, som er de lande, vi har været igennem på flugten. Da vi endelig kom til den tyrkiske kyst, endte vi med at prøve at komme ud på Middelhavet 5-6 gange. Hver gang blev vi taget af det tyrkiske politi. Vi sov i skovene i Tyrkiet, indtil den næste chance dukkede op. Da vi endelig kom med, var der mere end 50 mennesker i båden, selvom der kun kunne være 35 mennesker ombord. Vi blev truet ombord med pistoler af smuglerne, selvom båden var overfyldt. Men vi turde ikke blive – det var vores sidste udvej,” fortæller Palwasha.

Punkteret båd

Som så mange andre både, der for tiden krydser Middelhavet fra Tyrkiet til Grækenland, punkterede båden, fordi den ikke kunne klare turen over havet.

”Da det skete, tænkte jeg, hvordan kan det dog være, at vi er endt i denne forfærdelige situation? Hvis vi ikke var blevet samlet op af den græske kystvagt, var vi druknet. Vi er så taknemmelige for, at vi overlevede – og at vi stadig har hinanden,” siger Palwasha.

Parret blev sammen med de øvrige afghanere i båden samlet op og fragtet til øen Chios i det Ægæiske Hav, hvorfra de kom med færgen videre mod Athen; inden turen går videre op igennem Europa. Palwasha og Ahmad har ikke en bestemt destination i tankerne – der skal bare være sikkert.

Et liv som lærer

”Jeg er fysiklærer, og vil meget gerne være lærer, det sted jeg kommer frem. Enten som fysiklærer eller som sproglærer, for jeg taler både pashtu, farsi og engelsk. Jeg håber på at få et bedre og fredeligt liv væk fra krig og konflikt. Og så håber jeg på, at jeg kan starte en familie et sikkert sted med min kærlighed,” siger Palwasha.