Familien Johnson er lykkelige for at være i sikkerhed i Uganda. De har været flygtninge her før og er meget trygge ved, at den ugandiske befolkning vil tage godt imod dem. Foto: Tobin Jones / Dansk Flygtningehjælp

Hele livet pakket på en cykel

Da familien Johnson flygtede fra Sydsudan, kunne de ikke tage mange ting med sig. Det hele skulle kunne transporteres på en cykel.

07.07.2017

Familien Johnson består af 46-årige Remo Johnson, hans søn, 26-årige Alex Peter, svigerdatteren, Agnes Opani på 24 og børnebørnene Elli Ngota og Fadir Margaret. De ankommer en tidlig morgen til grænsen mellem Sydsudan, Uganda og DR Congo med alle deres ejendele. Alt er pakket på en gammel, slidt cykel.

Da familien flygtede fra Sydsudan, tog de først til DR Congo. De havde regnet med, at de kunne gemme sig der, indtil faren i deres hjemland drev over. Men den drev aldrig over. I stedet blev det værre.

LÆS OGSÅ: FOR ENDEN AF FLUGTEN VENTER ET JORDLOD I UGANDA

Derfor er de nu taget videre til Uganda. De gik hele vejen for at finde mad og sikkerhed.

”Vi boede tæt på grænsen til Congo, så vi tog oprindeligt dertil i oktober, så vi stadig kunne gå tilbage over grænsen til vores marker for at samle mad. Men det endte med at blive alt for farligt. Derfor er vi kommet hertil. Vi har brug for mad - mine børn har brug for at få noget at spise,” fortæller Alex Peter.

Lettet og tryg

I første omgang har familien Johnson fået nødhjælpskiks, og når de lidt senere på dagen bliver kørt til Dansk Flygtningehjælps modtagecenter, venter der varm mad i gode portioner. Det glæder de sig til, for de har næsten ikke mere majsmel til grød til børnene.

LÆS OGSÅ: NÅR MADKLOKKEN RINGER, SÆTTER BØRNENE I LØB

”Vi har kun taget det med, vi kunne transportere på cyklen. Det er lidt køkkenting, så vi kan tilberede mad, vi har en balje, så vi kan vaske børnene og lidt tøj. Og så en smule majsmel. Men ikke mere end det. For mig var ting ikke vigtige. Da vi flygtede, var det eneste, jeg tænkte på, at redde min kone og mine børns liv,” siger Alex Peter.

Det er ikke første gang, Alex har været på flugt. 

”Da jeg var barn, var vi i Uganda som flygtninge, så vi kender landet og folket her. Derfor er jeg også meget lettet og tryg nu. Jeg er sikker på, at vi nok skal blive behandlet godt her.” 

2017_04_02_DRC_Uganda -56

Afrikas mest omfattende flygtningekrise

Sydsudan har med få års undtagelser været i krig i mange årtier. I 2011 blev landet uafhængigt fra Sudan og blev dermed verdens yngste nation. Allerede to år efter fejringen af uafhængigheden, blev landet dog kastet ud i en brutal borgerkrig. Siden 2013 er mere end 300.000 mennesker anslået at være blevet slået ihjel, mens over to millioner er internt fordrevet i selve Sydsudan og over 1,5 millioner er flygtet til nabolandene, primært til Uganda, Kenya og Etiopien.

Alene Uganda har taget imod omkring 800.000 sydsudanesiske flygtninge. I juli 2016 skete en genopblussen af kamphandlinger og styrken af flygtninge tog til i omfattende grad. Der flygter stadig over tusinde mennesker dagligt fra landet.

Dansk Flygtningehjælp arbejder både i selve Sydsudan og i nabolandene Uganda, Kenya og Etiopien med at tage imod de mennesker, der søger i sikkerhed uden for landets grænser.