Kalthoum byder alle gæster velkomne til restaurant Bismillah med et stort smil. Foto: Klaus Bo / Dansk Flygtningehjælp

Flygtningelejrens bedste restaurant

For 44-årige Kalthoum Daib Younis ændrede livet i flygtningelejren sig fuldstændig, da hun fik hjælp til at starte en restaurant. Nu hjælper den hele familien til at klare sig.

08.03.2017

I det sydlige Djibouti, et par timers kørsel fra den nærmeste by, ligger Holl Holl flygtningelejren. Der er ikke andet i nærheden end rødligt klippelandskab, der ligner forestillinger om planeten Mars, og for indbyggerne er mulighederne for at finde arbejde og tjene penge nærmest ikke-eksisterende. Langt de fleste lever af de få madrationer, de får udleveret. Lidt mel, olie og bønner.

Sådan var situationen også for 44-årige Kalthoum, da hun ankom til lejren for syv år siden. Sammen med sin familie måtte hun flygte fra Somalia på grund af krigen. I dag bor de alle i Holl Holl lejren, Kalthoum, hende mand og deres seks børn. Livet er ikke let, understreger hun. Men det er blevet lettere.

”Kom indenfor og sæt dig. Velkommen til at restaurant Bismillah.”

Kalthoum smiler og når hun smiler, så er det stort og med tilhørende latter.

”Sæt jer, sæt jer. I er meget velkomne,” lyder det igen fra kromutter Kalthoum.

"Nogle gange har vi kød"

Restaurant Bismillah er Holl Holls bedste restaurant, understreger hun. Den ligger midt i lejren i et lille hus, der som næsten alle andre huse i lejren er bygget af træpæle og presseningvægge. Inden for står en række bænke.

”Dem har vi selv bygget, da vi fik hjælp,” fortæller hun, mens smilet vokser endnu en smule.

_DSF2151

I 2013 fik hun en håndsrækning til at starte restauranten af Dansk Flygtningehjælp gennem et program, der skal hjælpe indbyggerne i Holl Holl med at blive selvforsørgende. Hun modtog et stipendium på cirka 700 kroner, der gjorde hende i stand til at købe de materialer, der blev til restaurant Bismillah. Siden har hun hver dag taget imod sultne og tørstige gæster. Menuen skifter afhængig af, hvad der er til rådighed.

”Vi har pasta og ris og te og kaffe. Nogle gange har vi kød, så laver vi også det. Når der er grøntsager i min have, så bruger jeg også dem. Pastaen bliver rigtig god bare med grøntsager, men risen skal helst serveres med kød. Det er bare ikke særlig ofte, at vi har det.”

Beder for Amerika dagligt

Portionerne kan fås i både hel og halv udgave, så der er lidt til enhver pengepung. En halv portion pasta eller ris koster to kroner, en hel det dobbelte. Når der er kød, stiger prisen til mellem 10 og 12 kroner per portion. De fleste af Bismillahs gæster kommer dog forbi for at få en kop te eller kaffe. Især om morgenen kommer mange forbi for at drikke en kop og hilse på de andre.

”Vi har mellem 10 og 25 gæster om dagen.”

_DSF2370

Kalthoum er lykkelig for at eje restauranten, men hun er bekymret for sine børn, der ikke har en fremtid i Holl Holl, siger hun.

”Mine børn kan ikke få sig en uddannelse her. Hvis vi kan komme til Amerika, vil de kunne få en uddannelse. Det beder jeg for hver eneste dag.”

Der bliver banket på og en gæst stikker hovedet indenfor. Kalthoum får pludselig travlt. Hun smiler igen stort, mens hun gør klar til at sætte mere kaffe over. Dagens første gæster er ankommet til lejrens bedste restaurant.