”Far, hvornår kommer vi til et sted, hvor der er fred?'

Der kommer stadig hver dag flere tusinde mennesker til de græske øer. Hakimi, hans kone og deres tre drenge har kæmpet sig fra Afghanistan og over bjergene i Iran og Tyrkiet. Familien flygtede fra daglige selvmordsbomber mod håbet om en tryg fremtid i Europa.
 
 

Det er nu en måned siden, familien forlod hjemmet i Afghanistan, og det har ikke været nogen let rejse.

”Vores børn har været meget syge; haft feber og kastet op.  Vi har oplevet forfærdelig ting på vores tur og været på grænsen til at være villige til at dø. Vi er voksne og skal nok klare den, men vores børn led rigtig meget. Vi var flere gange nødt til at bære vores yngste søn på seks år, fordi han besvimede af udmattelse. Og flere gange under flugten har han spurgt mig 'far, hvornår kommer vi til et sted, hvor der er fred?' Det er meget hårdt ikke at kunne give ham et ordentligt svar,” siger 51-årige Hakimi.

Båden tog vand ind

Der er ingen legale veje ind i Europa, så ligesom de mange andre mennesker, der ankommer til Europa for tiden, var Hakimi og familien tvunget til at tage den farefulde tur i gummibåd hen over Det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til Lesbos. Selvom turen er kort, når man kigger på et kort, så er der langt, når man sidder i en overfyldt, utæt båd.  

”På et tidspunkt begyndte båden at tage vand ind, og det endte med, at vores børn sad i vand op til midten af kroppen. Det var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet. Vi holdt fast i vores drenge og havde bogstavelig talt deres liv i vores hænder, men heldigvis blev vi reddet af kystvagten og bragt i sikkerhed på Lesbos, hvor vi blev kørt til Moria-lejren,” siger Hakimi.

Hurtigt igennem køen

Det er Dansk Flygtningehjælp, der har ansvaret for indkvartering i Moria-lejren på Lesbos, og samtidig er der medarbejdere døgnet rundt i Moria og i samarbejde med de græske myndigheder bliver der arbejdet hårdt for, at de sårbare nyankomne får en tryg velkomst. 

”Vi har ikke fået noget hjælp på ruten, indtil vi kom til Moria-lejren. Vi kom blandt andet hurtigt igennem køen, fordi vores børn var pjaskvåde, og vi fik tørt tøj, mad og et sted at sove. Vi sov i hytterne, og det var rigtig rart endeligt at kunne sove roligt. Vi troede ikke, vi ville komme hertil og vi troede ikke, at vi ville overleve, da båden begyndte at tage vand ind. Vi er meget taknemmelige for, at vi nu er i sikkerhed,” siger Hakimi.

Selvmordsbomber hver dag

Afghanistan har været et land i konflikt i mange årtier, og det sætter sine spor, når man aldrig kan vide sig sikker på, at man overlever turen til og fra arbejde.

”Jeg er bygningskonstruktør og vi levede et klassisk middelklasseliv i Afghanistan, men det var psykisk hårdt at leve der. Der var selvmordsbomber hver dag. Min kone og jeg sagde altid ordentligt farvel til hinanden hver morgen, når vi gik på arbejde, for vi vidste aldrig, om det var sidste gang, vi kom til at se hinanden.

”Jeg har arbejdet for ISAF (den vestlige koalition i Afghanistan, red.) og i mange af de forskellige lejre. Men alle i vores landsby så skævt til os, enten fordi de var jaloux på, at jeg havde et fornuftigt arbejde, eller fordi de var sure over, at jeg arbejdede med udlændingene. Det påvirker også vores børn, der var uden nogen form for livsglæde. Jeg håber, at mine børn kan blive velopdragne og give tilbage til verden. De skal behandle folk ordentligt lige meget hvilken religion eller etnicitet, folk har,” forklarer Hakimi.

En fremtid for børnene

Som de fleste forældre, er det fremtiden og ens børn, der er det vigtigste i livet for Hakimi.

”Hvis der en dag kommer fred i Afghanistan, vil vi meget gerne vende tilbage og arbejde med at genopbygge landet, men tilstanden er så slem, at vi ikke har nogen forhåbninger om dette. Jeg er tættere på døden end starten af mit liv, men mine børn har fremtiden foran sig og de skal have en fremtid. Jeg kunne ikke bære tanken om, at mine børn ikke skulle have en ordentlig fremtid sådan som forholdene er i Afghanistan,” siger Hakimi på 51 år.