"Husk mig. For Guds skyld, husk mig. Vis verden, at der findes en mand, som har brug for at forlade dette sted." Foto: Klaus Bo

Den gamle mand og kunsten

I et hjørne af en djiboutisk flygtningelejr har Abdillahi Bashraheel skabt et museum og en kirkegård, som symboliserer den brutale krig i hans hjemland. Det er nødvendigt for ham hele tiden at fortsætte med at skabe. Ellers er der ikke noget liv tilbage.

25.10.2016

Hegnet er bygget af grene, pinde, metalstykker og affald, som Abdillahi Bashraheel har samlet det seneste halvandet år. Nu er hans lille stykke jord indhegnet af et kunstværk, som omkranser et museum, en kirkegård og Abdillahi Bashraheels seng.

"En konge værdig," som han beskriver den.

Han begyndte arbejdet på haven kort tid efter, at han ankom til Markazi-lejren i Djibouti for halvandet år siden. Lejren ligger på en øde slette, temperaturen stiger til omkring 50 grader og en brændende vind fejer ind over og igennem teltene.

_DSF0323_1

"Det er et liv i helvede. Det er ikke et liv for et menneske. Før vi kom hertil, var vi noget. Vi havde et liv. Vi skal selvfølgelige være taknemmelige overfor de mennesker, der bor her. Jeg takker Gud for, at de er gode mennesker, som har åbnet deres grænser for os. Men vi er kommet til et meget fattigt land. Selv dyr kan ikke finde noget at spise her. Hvad så med os?"

LÆS OGSÅ: Halvdelen af bryllupsgæsterne blev dræbt

For Abdillahi Bashraheel handler livet om mere end blot at overleve.

"I stedet for blot at sidde i mit telt og bruge dagene på at lave intet, tænkte jeg, at jeg var nødt til at gøre noget. Så jeg begyndte med hegnet. Så plantede jeg træer. Jeg købte høns. Jeg byggede en kirkegård, som repræsenterer krigen. Derefter skabte jeg museet, hvor jeg viser et andet billede af verden, så folk kan se lykke og liv, og hvordan mennesker kan rejse så langt som til månen."

_DSF0770

Han fik hjælp fra Dansk Flygtningehjælp til at købe hønsene og plante træer. Da han flygtede fra sin hjemby, afskar kampene ham fra sit hus og han måtte forlade det sydlige Yemen med ingenting. Alt, han bruger til at skabe sine kunstværker, er ting, han har fundet. Noget er affald. Andet har han fundet ved havet, som han går til seks kilometer væk fra lejren.

"Se på kirkegården her," siger han og peger på et område på omkring en kvadratmeters størrelse. Det er dækket af små sten, der er placeret i rækker. De symboliserer gravsten. I venstre side af området, stikker halvdelen af et gråt dukkehoved op af jorden. Et øje kigger på de besøgende med et stivnet blik.

"Kirkegården er fuld af grave. Det er børns grave. Det er gamle menneskers grave. Der er så mange grave. Det er på grund af krigen."

_DSF0724 (1)

"Herovre er mit museum," siger han og peger på området til højre for kirkegården. Her er der samlet en række rustne minder om dagligdag. Det symboliserer alle de ting, der var før krigen.

Abdillahi Bashraheel peger på en dukke.

"Kan du se hans ansigt? Se hvor glad og lykkelig han ser ud. Se hvordan hans smil lyser alting op. Det er fordi, han lever i fred. Der er ingen krig i hans hjemland."

"Kan du se den her vandhane? Den er vendt på hovedet. Den symboliserer, hvordan verden er vendt på hovedet i mit hjemland. Og hver eneste dag bliver det værre.” 

_DSF0749

Hvorfor et museum?

"Fordi lige gyldig hvor, du tager hen, så besøger du altid museet. Hvis du tager til Nairobi, går du på museum. Hvis du tager til København, går du på museum. Du glemmer aldrig at besøge museet, fordi det er her du lærer omkring tiden, der kom før os. Det er her, du lærer om den tid, vi lever i. Og det er her, du lærer om fremtiden."

Hans øjne lyser op, når han fortæller om de ting, han har skabt. Men når han holder en pause i talestrømmen, svinder lyset igen. Hans have er det, der holder hans sind i ave.

"Som menneske skal man altid tænke på, hvordan man kan holde sig selv beskæftiget. Man skal bruge sin tid på at gøre noget nyttigt. Og vise andre, hvordan man gør det."

_DSF0771

Men Abdillahi Bashraheel kan ikke blive her for evigt. Han siger, at han aldrig vil vende tilbage til Yemen. Så nu venter han. Han håber, at han får lov til at blive genbosat et andet sted. Men hvis det håb viser sig at være falsk, så vil han finde en anden vej.

"Hvis de europæiske lande eller Amerika ikke vil tage imod os, så vil jeg flygte et andet sted hen. Det er lige gyldigt hvorhen. Bare et bedre sted. Jeg er en gammel mand, jeg er nødt til at finde et godt sted, hvor jeg kan tilbringe den tid, jeg har tilbage. Det skal ikke være et sted som her. Det er min plan."

Da han siger farvel, slutter han med en bøn.

"Husk mig. For Guds skyld, husk mig. Vis verden, at der findes en mand, som har brug for at forlade dette sted. Jeg vil tilbringe det liv, jeg har tilbage, i fred. Vis dem, at jeg stadig, trods min alder, kan gøre noget nyttigt for et land. Vis dem det, så nogen vil hjælpe mig."

 Læs mere om Dansk Flygtningehjælps arbejde i Djibouti her.