Deltagere fra de lokale myndigheder på et DDG-kursus. Alle fotos: Klaus Bo.

DDG skaber fred i landsbyer og på tværs af grænsen

Turkana og Pokot-regionerne i den nordvestlige del af Kenya plejede at være en krigsskueplads, hvor forskellige etniske grupper gik på røvertogter efter hinandens kvæg. Både lokalt og på tværs af grænsen til Uganda. Efter at Danish Demining Group (DDG) har arrangeret dialog mellem de lokale grupperinger, har området nu oplevet en skrøbelig fred i flere år.
 
 

20.09.16

"The chiefs plejede ikke engang at kunne sidde i samme lokale. Nu har de selv arrangeret et møde, uden at DDG har behøvet være inde over."

Ordene er den nytiltrådte deputy county commisioner for Loima i Turkana i det nordvestlige Kenya, Noah Tonui. The chiefs er titlen på de øverste embedsfolk i mindre landsbyer eller områder.

LÆS OGSÅ: "Politiet er jo også mennesker"

"Før plejede de at kalde hinanden for fjender. Men da jeg tiltrådte for en måned siden, opdagede jeg, at tingene ser meget anderledes i dag, fordi I har skabt dialog i lokalsamfundene," siger han og gestikulerer mod Raphael Locham, der leder DDG - Danish Demining Groups - arbejde i området. 

DDG er en del af Dansk Flygtningehjælp. Deres operationer i området har en række forskellige formål, blandt andet at bygge tillid i lokalsamfundene mellem indbyggerne og myndighederne og videreuddannelse af politi og embedsfolk. 

Kriminaliteten er faldet

Lidt længere nede af gangen fra Noah Tonuis kontor er 30 politibetjente, chiefs og vicechiefs samlet til workshop. Foran en række papirer taler DDG's underviser om respekt og professionalisme. Om hvordan man skaber tryghed i befolkningen, mægler i konflikter og kommunikerer med befolkningen på den rigtige måde.

En af de tilstedeværelse er den konstituerede chief i Lokiriama, Sammy Tioko. Han har også tidligere været på kurser gennem DDG. Han er utrolig glad for de ting han lærer, og bruger det dagligt i sit arbejde.

_DSF7487

Sammy Tikoko til højre i billedet på et kursus arrangeret af DDG. 

"Vi holder heller ikke den her viden for os selv. Når vi har været på et kursus, så indkalder vi møde med vores kolleger og deler de ting, vi har lært," siger Sammy Tioko.

Og det virker:

"Siden DDG begyndte sit arbejde her i området, er kriminaliteten faldet, og folk er blandt andet begyndt at få indregistreret de våben, de ejer. Det er en langvarig og langsommelig proces, men det forbedrer virkelig vores samfund," siger Sammy Tioko. 

Samfund ødelagt

Det er ikke kun på det lokale plan, at DDG har sat ind her i området. Turkana og Pokot ligger i grænselandet mellem Kenya og Uganda, og der har i umindelig tid været tradition for at udføre røvertogter ind over grænsen. Derfor har DDG i tre år suppleret de lokale dialoger med møder og samtaler på tværs af grænsen og har kontorer i begge lande. 

LÆS OGSÅ: Hvis jeg ikke kan blive kvægrøver, hvad kan jeg så blive?

"Det her sted plejede at være en slagmark," fortæller Raphael Locham og peger ud på landskabet, mens bilen bevæger sig igennem Loima.

_DSF7750

Chief Nathan Akal på et dialogmøde mellem politi og indbyggere i landsbyen Lorengippi. Foto: Klaus Bo. 

Men i de seneste tre år har der været mere eller mindre fredeligt.

Chief Nathan Akal fra landsbyen Lorengippi forklarer, hvad der skete, efter at ledere fra begge lande mødte hinanden.

"Da DDG arrangerede dialogmøder på tværs af grænsen, fandt vi gennem samtalerne ud af, at begge vores samfund blev ødelagt af røvertogterne."

DDG er en minerydningsenhed under Dansk Flygtningejælp.