”Da vi kom til Moria, kunne vi endeligt trække vejret”

Der ankommer omkring 2.000 flygtninge hver dag til Moria-lejren på Lesbos i Grækenland. En stor del af disse er familier med små børn. De har kæmpet sig frem til de tyrkiske kyster og derfra i gummibåde hen over Middelhavet.
 
 

”Indtil vi kom til Moria, havde vi intet håb, men der fik vi tøj, mad og et ordentligt sted at sove – og fik derfor håbet til livet tilbage,” siger 28-årige Kamél. 

Hun er fra Afghanistan. Sammen med sin mand og fire børn, er hun tre måneder tidligere flygtet fra deres hjem. Hun fortæller, at både Taleban og Islamisk Stat trængte frem i deres provins, derfor så de til sidst ingen anden udvej end at flygte sammen med børnene.

”En nat kom Taleban ind i vores hus og ville overtage det – de sagde, at vi kun kunne få lov til at beholde et enkelt værelse. Derfor besluttede vi, at vi ville flygte med børnene, for at de kunne få et fredeligt liv. Vi var bange for, at de skulle blive en del af Taleban og det kunne vi ikke leve med,” siger Kamél.

Flugten har været lang og hård. Først gennem bjerge i Iran og Tyrkiet og så en usikker rejse over Middelhavet i en gummibåd sammen med 40 andre afghanere – omkring halvdelen af dem børn.

”Vi flygtede sammen med mine tre svogere og min svigermor, der har en hjerneskade, men vi har mistet kontakten til dem og ved ikke, hvor de er. Vi blev væk fra hinanden på grænsen mellem Iran og Tyrkiet og har ikke kunne komme i kontakt med dem siden. Jeg håber bare så meget, at vi finder dem igen,” siger Kamél.

Det vigtigste er børnene

Båden var ved at synke flere gange og børnene var derfor helt gennemblødte, da de blev reddet af den græske kystvagt og blev transporteret til Moria. Her fik de skiftet tøj og et tørt og trygt sted at sove.

De udtrykker stor taknemmelighed for at være nået dertil og den hjælp, de har fået.

”Takket være Gud er vi nu helt rolige. Vi troede ikke, vi ville nå hertil. Vi har indtil nu været i smuglernes lod, men da vi kom til Moria, kunne vi endeligt trække vejret. Det, at vi er nået hertil, har givet os håb for livet igen,” siger Kamél.

Deres håb for fremtiden er, at deres børn får det godt. De vil gerne lære sproget det sted, de kommer frem og vil gerne komme i arbejde. Men det vigtigste er, at børnene har det godt.

”Børnene spurgte ofte på turen, om ’hvornår kommer vi til et sted, som vi kan kalde hjem.’ Vi har levet i et land i krig i 30 år, men nu var det nok. Vi vil bare gerne være et sted, vi kan ånde lettet op og kalde et hjem. Vi har selv oplevet så mange dårlige ting, men vores fokus er på, at vore børn ikke skal opleve det samme,” siger Kamél.