Fariza står tidligt op hver dag, så hun er klar til det store te-'ryk ind' klokken syv: Foto: Klaus Bo / Dansk Flygtningehjælp

Lykke er sikkerhed og en tebutik

Mens de fleste andre indbyggere i Markazi-lejren i Djibouti beskriver stedet som 'helvede på jord', rør det ikke Fariza Zahle Abdul. Hun er lykkelig, for her er der ingen, der smider bomber ned fra himlen, og hun har fået hjælp, så hun igen kan sælge te og kager.
 
 

16.11.2016

Hun prøver desperat at få gang i ilden. Sidder og vifter med et plastiklåg fra en dåse for at få ilden til at tage fat i kullene. I en halvcirkel rundt om hende står halvstore, tomme, rustne dåser, der fungerer som stole til gæsterne. 

Fariza Zahle Abdul har sin egen tesalon i Markazi-lejren i Djibouti. Her bor omkring 1.300 flygtninge på en tør slette seks kilometer fra kysten i det lille, afrikanske land. Flere af lejrens indbyggere beskriver den som 'helvede på jord'. Varmen rammer op til 50 grader og vinden blæser ind over den støvede lejr, som kom den direkte ud af en brændeovn.

_DSF0323_1 (1)

Men Fariza klager ikke. Hver dag laver hun brød, kager og te på sit lille komfur, som hun sælger. Nogle gange kommer andre indbyggere i lejren og nyder en kop te, men det er nu primært gendarmerne fra de djiboutiske myndigheder, der holder opsyn med lejren, som udgør stamklientellet. De kommer hver morgen omkring klokken 7.00 for at få sin morgente.

LÆS OGSÅ: DEN GAMLE MAND OG KUNSTEN

Butikken har Fariza startet med penge, som hun har fået fra Dansk Flygtningehjælp, som blandt andet hjælper indbyggere i Markazi-lejren med at starte mikrovirksomheder. Der er ikke andre muligheder for at forsørge sig selv i Djibouti. Det er forbudt for flygtninge at tage arbejde, at drive landbrug og at fiske. Fariza brugte pengene fra Dansk Flygtningehjælp på at købe den første omgang ingredienser til kager og brød, te og ekstra trækul, så hun kunne få vandet i kog.

Fariza vifter videre med plastiklåget, mens hun fortæller, hvordan hun er endt i Markazi-lejren.

Flygtede da bomberne faldt

Fariza Zahle er flygtet fra Yemen med sine tre børn, to døtre og en søn. Den ene datter er nu gift og bor i Obock, der ligger få kilometer fra lejren. Den anden datter er i huset hos søsteren. Sønnen arbejder hos nogle af de lokale fiskere i Obock.

Halvdelen af indtjeningen fra te og kager, giver Fariza til sine døtre for at hjælpe dem med at klare sig. Den anden halvdel sparer hun op, så hun har lidt, hvis der sker noget.

"Jeg tænker økonomisk," siger hun og smiler.

_DSF1059

Fariza og hendes familie besluttede sig for at forlade deres hjem i Yemen, da bomberne begyndte at falde nær deres hjem. Fazaria peger mod himlen og lader hænderne dale ned mod jorden, mens hun ryster dem.

"De bombede vores hjem," siger hun.

Hendes søn er fisker, så han sejlede familien til Djibouti, hvor de blev placeret i Markazi-lejren. I dag er det kun Fariza, der er tilbage i lejren. Men det gør ikke noget, døtrene kommer ofte på besøg, understreger hun.

LÆS OGSÅ: HALVDELEN AF BRYLLUPSGÆSTERNE BLEV DRÆBT

Hun nikker, ser mod himlen og siger in'shallah ved spørgsmålet om, hvorvidt hun nogensinde vil vende tilbage til Yemen.

"Hvis mit land en dag igen får det godt, så vil jeg gerne vende hjem. Det var et godt liv før krigen. Jeg havde en forretning, hvor jeg solgte kartofler, æg, kager og te. Jeg tjente penge og klarede mig godt. Jeg beder til, at krigen snart slutter. Men takket været Gud har jeg det også godt i dag. Jeg er i live og her sælger jeg også te," siger Fariza Zahle Abdul.