Rejselegat til dansk-kurdisk kunstner

Bestyrelsen for Fonden Erik Hoffmeyers Rejselegat uddelte mandag den 16. november et rejselegat på 25.000 kr. til den dansk-kurdiske digter, forfatter og skuespiller Sara Omar.
 
 

Sara er beskæftiget med skuespil, musik, maleri og ikke mindst digtskrivning ved siden af studierne på Syddansk Universitet. Hun er kendt for sin digtning, særligt blandt kurdere – både i Danmark og uden for landets grænser. Hun har skrevet digte, siden hun var 4 år gammel – på dansk, engelsk og kurdisk om b.la. savn, frihed, ligestilling og smerte.

Erik Hoffmeyers Rejselegat blev oprettet af Nationalbankens repræsentantskab i marts 1995 for at markere den enestående indsats, Erik Hoffmeyer ydede som formand for Nationalbankens direktion gennem 30 år.

Legatets formål er at yde støtte til yderligere dygtiggørelse til personer, som har gjort en særlig indsats inden for samfundsvidenskabelige eller musiske områder. Der uddeles årligt to legatportioner, den ene fortrinsvis til en person, der er flygtet til Danmark eller er efterkommer af en flygtning.

Legatet, der ikke kan søges, skal anvendes til rejser, studieophold el.lign.
Fondens bestyrelse består af formand for Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab Søren Bjerre-Nielsen, fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og fhv. overrabbiner Bent Melchior.