Støtte til traumatiserede

Særligt sårbare flygtninge har brug for særligt stabile frivillige

Et møde i øjenhøjde

Flygtninge med traumer har ofte svært ved at rumme nye relationer, og det øger risikoen for social isolation. Deres udfordringer kommer til syne i hverdagen, hvor helt simple ting, som at turde komme ud af døren eller befinde sig i offentlige rum fyldt med mennesker, er en udfordring. 

En frivillig kan hjælpe flygtningen ved at mødes i øjenhøjde og skabe trygge rammer. Nogle har måske brug for at mødes derhjemme for at skabe fortrolighed i relationen inden man bevæger sig uden for hjemmets vægge, mens andre har brug for støtte til at komme ud og opleve lokalområdet, som ellers vil være for skræmmende at gøre på egen hånd.

Når flygtningen er parat 

Frivillige netværkspersoner til traumatiserede flygtninge bliver hovedsageligt tilknyttet, når flygtningen har været igennem et professionelt behandlingsforløb, men det kan også forekomme tidligere. Det er op til sagsbehandleren eller den professionelle behandler at vurdere hvornår flygtningen er parat til at rumme en ny relation.

Flygtninge med traumer har brug for stabilitet i deres menneskelige relationer, og derfor er det vigtigt at tilknyttede frivillige netværkspersoner kan holde ved i lang tid og igennem de svære perioder, hvor der er brug for tålmodighed og forståelse. Derfor laver Frivillignet en grundig forventningsafstemning med interesserede frivillige, og vi følger løbende op på relationen for at hjælpe netværkspersonen med at skabe udvikling. 

Vil du være med?

Hvis du er interesseret i at gøre en forskel som frivillig for særligt sårbare og traumatiserede flygtninge, så skal du udfylde nedenstående formular. Vi kontakter dig snarest muligt herefter.

Støtte til traumatiserede