Syrien: Den tabte generation?

Krigen i Syrien begyndte i foråret 2011. I dag opholder op mod seks millioner syrere sig i nabolandene Tyrkiet, Jordan, Libanon, Egypten og Irak som flygtninge. Mange syrere er også flygtet til Europa og Danmark, mens millioner af mennesker er internt fordrevne i Syrien. Der er stadig områder i Syrien, der er præget af krigshandlinger, mens andre steder er mere rolige. Og selv om der stadig er områder, som terrororganisationen Islamisk Stat forsøger at erobre, har amerikanerne meddelt, at de nu vil trække sig ud af Syrien.

Flere internationale organisationer har påpeget, at krigen har betydet, at man har mistet en hel generation af unge. Mange børn og unge i Syrien har ikke fået undervisning i årevis, og dem, der er flygtet med deres forældre, har i mange tilfælde kun haft sporadisk adgang til uddannelsestilbud. Men udover den manglende uddannelse i de forgangne år, har krigen også ødelagt de mange fremskridt der var sket for syriske børn det seneste årti. FN skønner, at op mod en kvart million syriske flygtninge vil vende tilbage til Syrien i 2019, men det er en usikker situation for mange. Tusinder af mennesker vil komme tilbage til ødelagte byer, hvor man skal i gang med at genopbygge husene, og hvor der vil gå lang tid, før man vil have etableret en dagligdag, hvor børn og unge kan gå i skole, og hvor det er muligt at finde et arbejde.

I dette foredrag vil man få en status på krigen i Syrien og genopbygningen med et særligt fokus på de unge. Man vil få et indblik i, hvordan situationen er for de børn og unge, der opholder sig i nabolandene. Endelig vil man også få et perspektiv på, hvordan unge, der har stået i samme situation, har klaret sig. Mange unge irakere stod for nogle år siden i samme situation som syrerne, da Irak skulle genopbygges efter den amerikansk ledede krig mod den tidligere irakiske præsident Saddam Hussein. Mange af dem er fuldt bevidste om, at man bliver nødt til at lægge de blodige stridigheder bag sig for at kunne få skabt en fremtid.

 

Oplægsholder
Sanne Gram Fadel, Udlandsredaktør, DR

Kursusleder
Lise Hauge, Regional konsulent i Dansk Flygtningehjælp 

Tid og sted
Tirsdag den 12. november 2019 kl. 17-20.
Dansk Flygtningehjælp, Borgergade 10, 5. sal (kantinen), 1300 København K.

 

Tilmeld dig her!

Tilmeldingsfrist: tirsdag den 29. oktober 2019