WebOpskrifter.dk giver mad på bordet – også til mennesker på flugt

En af Danmarks mest populære hjemmesider med madopskrifter, WebOpskrifter.dk, har valgt at blive erhvervspartner med Dansk Flygtningehjælp.
 
 

Med mere end 7.000 opskrifter på alt fra spændende salater og nem aftensmad til overdådige kager og desserter er WebOpskrifter.dk en af danskernes foretrukne steder at hente inspiration til sund og lækker hverdagsmad eller den store festmenu.

”Hver dag hjælper WebOpskrifter.dk tusindvis af danskere med at få lækker mad på bordet. Vi er både stolte og ydmyge over, at så mange har glæde af vores opskrifter, men vi er også bevidste om, at der er millioner af mennesker, der sulter i verdens brændpunkter. Et erhvervspartnerskab med Dansk Flygtningehjælp er vores lille bidrag til at hjælpe disse mennesker med også at få mad på bordet,” siger Simon Glue, direktør i HepHey, der driver WebOpskrifter.dk.

Hans medarbejdere har taget godt imod nyheden om samarbejdet.

”Vi vil gerne gøre en forskel. Både i danskernes hverdag, men også i en større sammenhæng. Derfor har medarbejderne også modtaget det rigtig positivt, at vi støtter Dansk Flygtningehjælp,” fortæller Simon Glue.

Styrker indsats i nærområderne

For Simon Glue er partnerskabet med Dansk Flygtningehjælp rent win-win. For udover at hjælpe mennesker, der er på flugt fra krig og konflikter, medvirker det også til at højne moralen, både internt og udadtil.

”Det er med til at underbygge vores ønske om at være en socialt ansvarlig virksomhed, og det sender et positivt signal til både medarbejdere og omverden,” fastslår Simon Glue. 

Hver dag bliver mennesker tvunget bort fra deres hjem, familie og fremtidsplaner på grund af blodige krige og konflikter. Støtte fra dansk erhvervsliv er enorm vigtigt for Dansk Flygtningehjælps arbejde, fordi den gør det muligt at rykke hurtigt ud med hjælp, når kriser opstår.

Den økonomske støtte fra WebOpskrifter.dk styrker Dansk Flygtningehjælps arbejde med at sørge for akut nødhjælp, mad, rent drikkevand, husly og bæredygtige løsninger i nærområderne.

Læs mere om WebOpskrifter.dk her.