Accession støtter verdens flygtninge

På verdensplan er over 45 millioner mennesker på flugt. Hver dag bliver mennesker tvunget bort fra deres hjem og arbejde, og mister familie, drømme og hele livsgrundlag. Derfor er Accession blevet erhvervspartnere med Dansk Flygtningehjælp. For at støtte op om nødhjælpsarbejdet, der hvor behovet er allerstørst.
 
 

"Vi bliver ofte kontaktet af NGO’er som ønsker et bidrag, men valgte at blive erhvervspartnere med Dansk Flygtningehjælp, fordi vi anser det for at være en troværdig organisation med lave administrationsomkostninger, som sikrer at pengene, når frem til dem der lider mød” siger Andreas Jakobsen, Business Director og partner i Accession.

Accession er en lille, men erfaren dansk virksomhed. Virksomheden sælger og distribuerer innovative elektroniske forbrugsvarer til europæiske supermarkeder og detailhandel, inklusiv promotion produkter til globale Brandname firmaer.

Samarbejdet med Accession betyder, at Dansk Flygtningehjælp kan tilbyde hurtig nødhjælp, når mennesker bliver tvunget på flugt fra krig, konflikter og naturkatastrofer, og samtidig give støtte til genopbygningsprojekter til hjemvendte flygtninge i mere end 35 lande, hvor Dansk Flygtningehjælp arbejder.

"Vi synes at Dansk Flygtningehjælp støtter mange spændende projekter, og derfor valgte vi ikke at øremærke vores bidrag til et bestemt projekt, men i stedet at give organisationen frie midler til selv at beslutte hvor pengene skal bruges, så de går i den kasse som er mest trængende” udtaler Andreas Jakobsen.

Dertil tilføjer Andreas Jakobsen også, at ønsket om at hjælpe ikke er noget, der kun gælder for virksomheden, men også medarbejderne. "Vi er et lille firma med få ansatte, men vores medarbejdere har alle reageret positivt på samarbejdet med Dansk Flygtningehjælp. Derfor har vi forsøgt at motivere vores medarbejdere til også privat at medvirke til bekæmpelse af nød, krig og fattigdom”, siger han.

Med støtte fra bl.a. Accession er det muligt for Dansk Flygtningehjælp at rykke hurtig ud med nødhjælpspakker mv. i krisesituationer som bl.a. konflikten i Syrien.