Linkfactory

Flygtning i eget land

26 millioner mennesker er internt fordrevne - flygtninge i deres eget land.

Årsagerne til intern fordrivelse kan være mange – væbnede konflikter, borgerkrig, forfølgelse eller en kombination af alle disse problemer.

Mens flygtninges rettigheder er reguleret af FN’s Flygtningekonvention, er internt fordrevnes rettigheder underlagt myndighederne i deres eget land. Dette er et problem i områder, hvor hjemlandets myndigheder ikke har kontrol, og for mennesker som er på flugt fra egne myndigheder.

FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR’s mandat dækker ikke internt fordrevne, og de er ikke omfattet af FN’s Flygtningekonvention. Men nogle principielle guidelines på området er formuleret i FN regi, og UNHCR hjalp i 2008 mere 14.4 millioner internt fordrevne i 22 lande – herunder Sudan, Columbia og Irak, der rummer de største grupper af internt fordrevne.

I verdens brændpunkter er flygtningeproblemerne permanente, og store befolkningsgrupper bevæger frem og tilbage over grænserne. Derfor kan skillelinjen mellem flygtninge og internt fordrevne være diffus. Samtidig er forholdene for de omkring 80% af verdens flygtninge og internt fordrevne, der befinder sig i deres nærområde ikke nødvendigvis forbedret, fordi de krydser en grænse. Kun det mindretal, der ender i industrialiserede lande i Vesteuropa, USA, Canada eller Japan kan være nogenlunde sikre på, at deres rettigheder respekteres.