Flygtninge fra verdens brændpunkter har ikke mulighed for at søge om asyl fra europæiske ambassader. Det er samtidig svært eller umuligt at opnå visum til et europæisk land fra verdens flygtningeproducerende områder. Endelig kan det også være et problem at skaffe legale rejsepapirer, hvis man har grund til at frygte myndighederne i hjemlandet, eller hjemlandet er præget af krig og kaos. Derfor har flygtninge ofte ingen alternativer til menneskesmuglere og farlige illegale flugtruter.

Middelhavslandene er hovedporten til EU, og middelhavslandene modtager en blandet gruppe af migranter og flygtninge på flugt fra forfølgelse eller fattigdom. Italien modtog i 2008 36.000 illegale udlændinge fra Nordafrika, hvoraf 525 rapporteredes døde eller savnede. Mens Spanien modtog 13.000 illegale udlændinge fra Vestafrika hvoraf 360 rapporteredes døde eller savnede. Grækenland modtog i 2008 15.300 illegale udlændinge fra Tyrkiet - antallet af døde og savnede kendes ikke for 2008, men er i 2007 opgjort til 159.

Det enorme pres på asylsystemerne i middelhavslandene skaber kapacitetsproblemer, der betyder vilkårlig eller mangelfuld asylbehandling, manglende adgang til rådgivning og et perspektivløst og usikkert liv på gaden for rigtig mange asylansøgere.

Et fåtal af flygtninge når central- og Nordeuropa. Hvis det kan dokumenteres, at de er rejst gennem et andet EU land, vil de kunne returneres via den såkaldte Dublin Forordning. Det sker for at undgå at asylansøgere ansøger om asyl i flere forskellige EU lande.

EU har ikke et fælles asylsystem, og praksis og procedurer er meget forskellige fra land til land. Da flygtningestrømmen fra Irak var på sit højeste i 2007, svingede anerkendelsesprocenten fra 0 til 100 - Grækenland ydede ikke beskyttelse til irakiske asylansøgere overhovedet, mens Finland ydede beskyttelse til samtlige irakiske asylansøgere.