Linkfactory

Hvem kan få asyl i Danmark?

Konventionsflygtninge
En flygtning er forfulgt på grund af race, religion, politiske aktiviteter eller lignende. En flygtning risikerer at miste livet, blive fængslet og tortureret eller få krænket sine menneskerettigheder på andre måder i hjemlandet.

I FN’s Flygtningekonvention fra 1951, defineres en flygtning som en person, der “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til eller - på grund af sådan frygt - ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”. De flygtninge, som opfylder bestemmelserne i konventionen, kaldes konventionsflygtninge.

I alt 311 flygtninge tildeltes i 2008 asyl i overensstemmelse med FN’s Flygtningekonvention.

Beskyttelsesstatus (B-status)
En flygtning, der ikke opfylder betingelserne i FN's Flygtningekonvention, kan tildeles beskyttelsesstatus hvis han eller hun ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

I alt 367 flygtninge tildeltes i 2008 beskyttelsesstatus.

Humanitær opholdstilladelse
En flygtning kan søge om humanitær opholdstilladelse. Ansøgning om humanitær opholdstilladelse behandles af Integrationsministeriet og sagsbehandlingen foregår som udgangspunkt parallelt med asylsagsbehandlingen. Hvis der ikke meddeles asyl, kan der gives opholdstilladelse af andre ganske særlige grunde - f.eks. til uledsagede mindreårige.

I alt 211 flygtninge tildeltes i 2008 en humanitær opholdstilladelse.

Kvoteflygtninge
Et vist antal flygtninge tilbydes årligt genbosætning i Danmark efter aftale med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

I alt 564 flygtninge kom i 2008 til Danmark som kvoteflygtninge.