I år er fokus for pantindsamlingen ”klima og miljø”, hvilket betyder, at pengene fra pantindsamlingen går til at støtte flygtninge, som er berørt af klimaforandringer.
Vil du være med?
Vi arbejder allerede nu på højtryk for at organisere pantindsamlingen, samt mobilisere og engagere frivillige til at deltage. Vores mål er at skabe en oplevelse for alle, der er med, samtidigt med at vi gør en indsats for flygtningearbejdet. Du bestemmer selv, hvor meget ansvar du ønsker, når du vælger at blive en del af projektet og det fantastiske fællesskab på én af følgende tre måder:
Som koordinator - vi har nu det antal koordinatorer, vi skal bruge
Kunne du tænke dig at afprøve dine organisatoriske evner samt få indsigt i, hvordan en humanitær organisation som Dansk Flygtningehjælp arbejder, så er der mulighed her. Vi skal bruge i alt ca. 25 frivillige, der har lyst til at indgå i den overordnede koordinationsgruppe under festivalen og i forberedelserne op til festivalen. Vi forventer, at du er en god organisator og motivator og kan indgå i et hårdtarbejdende team. Der vil være tale om 10-15 timers arbejde i måneden op til festivalen, samt deltagelse i den ledende gruppe under Roskilde Festival.
Som holdleder
Vi skal bruge ca. 45 holdledere, der hver er ansvarlige for et hold på ni indsamlere eller sorteringsfolk. Vi forventer, at du er en god til at holde sammen på en gruppe, og at du, udover at arbejde 3x8 timer under festivalen, bruger lidt ekstra tid til at instruere og koordinere dit hold.
Som indsamler
Vi skal bruge ca. 430 frivillige til selve indsamlingen og til at sortere pant. Vi forventer, at du har mødedisciplin, selvom du er på festival, og at du er parat til at arbejde 3x8 timer under festivalen.
OBS: Vi har på nuværende tidspunkt nok frivillige under 18 år til at sortere panten, og vi vil derfor sætte frivillige under 18 år på en reserveliste fra nu af. Frivillige, der gerne vil på reservelisten, skal skrive ind til roskilde@drc.dk, og de vil blive kontaktet senest d. 14. juni 2010.
Du får
- Et armbånd til Roskilde Festival 2010
- Mulighed for at støtte et godt formål, mens du er på festival
- Et CV, der viser, at du kan tage ansvar midt i festlighederne
- Mulighed for at bo med de andre frivillige i vores ”flygtningelejr” på camping området
- Adgang til gratis bad og rene toiletter
Tilmelding
Du melder dig til ved at betale DFUNK-kontingent, og du vil efterfølgende modtage nærmere information. Markér ved kontingentbetalingen, om du vil være indsamler, holdleder eller koordinator.






