Dansk Flygtningehjælp

Giv en hånd til rent vand

Gi' en hånd til rent vand

Når en akut krisesituation opstår, er det afgørende at sikre adgang til rent vand. Så uddeler Dansk Flygtningehjælp vanddunke, vandrensningstabletter og drikkevandsfiltre til de nødlidende. Samtidig er det en høj prioritet for Dansk Flygtningehjælp at sikre permanente løsninger. Brønde, der er blevet ødelagt, renses og repareres, og nye brønde bliver boret. Etablering af vandreservoirs, således at man kan opsamle og opbevare vand fra store regnskyl, er ligeledes en vigtig del af indsatsen. Desuden bygger Dansk Flygtningehjælp latriner og underviser i hygiejne, ligesom lokalbefolkningen trænes i at vedligeholde og reparere brønde og vandreservoirs. Det handler om at redde liv.

Millioner af børn og voksne dør hvert år, fordi de ikke har adgang til rent vand. Mangel på rent vand og dårlige sanitære forhold er skyld i en række smitsomme sygdomme som kolera, diarré og leverbetændelse. Og når mennesker ikke har adgang til basale og sanitære forhold og må bruge uforholdsmæssig meget tid på at hente vand, betyder det tab af arbejdstimer og skoledage. Mangel på en livsnødvendig ressource som vand er desuden med til at puste til spændinger og konflikter i nogle af verdens fattigste lande.

I Afrika er der sket betydelige forbedringer i vandforsyningen de senere år. Men der er stadig flere hundrede millioner mennesker, som ikke har adgang til rent vand. Klimaforandringerne er mange steder med til at gøre situationen endnu værre. Øget tørke medfører tørlagte brønde, problemer med at dyrke jorden og mindre områder, som dyrene kan græsse på. Og voldsomme regnskyl og oversvømmelser som det, der ramte Pakistan i sommeren 2010, skaber akut mangel på rent drikkevand.