Fattige mennesker i udviklingslande har generelt svært ved at få lån, og flygtninge og fordrevne er en særligt udsat gruppe, fordi de ofte har mistet alle deres materielle værdier. Uden garantistillelse er det meget svært for flygtninge at få selv ganske små lån – en afgørende forudsætning for, at de kan investere i aktiviteter og produktion, som kan skabe et permanent indkomstgrundlag. I mange konfliktområder er banker- og kreditinstitutioner ofte ikke eksisterende, og der, hvor de findes, er udlånsrenten på mellem 30 og 40 procent.
Flygtninge og fordrevne bor ofte i lejre, bosættelser og udkantsområder med begrænsede økonomiske muligheder. Nogle har ikke udsigt til at vende hjem foreløbig og skal derfor forsøge at skabe sig tålelige levevilkår dér, hvor de er. Andre vender tilbage til områder og landsbyer, hvor alt lige fra huse og skoler til veje og vandforsyning er ødelagt. Med et mikrolån eller et såkaldt grant (startkapital som ikke skal betales tilbage) kan en flygtningefamilie få mulighed for at klare sig selv og slippe afhængigheden af hjælp udefra.
Dansk Flygtningehjælp yder lån og grants til både individer og til grupper. Betingelserne er forskellige alt afhængig af den lokale kultur og situation, men grundlaget er altid en nøje vurdering af låntagerens evner og mulighed for at betale lånet tilbage. Lånene anvendes forskelligt, men fællesnævneren er, at pengene er med til at generere indtægter: Nogle køber en symaskine og starter en lille tøjproduktion. Andre køber såsæd og redskaber for at dyrke grøntsager og lignende, som kan sælges i en lille bod. Andre igen køber mel, så de kan producere og sælge pasta og brødprodukter. I tilknytning til långivningen hjælper Dansk Flygtningehjælp med at optimere og systematisere låntagernes aktiviteter og med at optræne konkrete kompetencer, f.eks. i håndværk og produktionsmetoder, regnskabslære og salg. Det handler om at give hårdt ramte mennesker en lille håndsrækning, som sætter dem i stand til at klare sig selv og få et værdigt og tilfredsstillende livsgrundlag. Det handler om hjælp til selvhjælp.






