Linkfactory

Pigeklubber

Dansk Flygtningehjælp har pigeklubber i boligsociale områder over hele landet. Her kan områdets piger møde hinanden på nye præmisser og få nye oplevelser sammen med hinanden og frivillige i Dansk Flygtningehjælp. Som frivillig kan du være med til at skabe et frirum for teenagepiger.

Viden og netværk
Formålet med pigeklubberene er at skabe et frirum for de piger, der har brug for et sted at være i fritiden, og som ikke benytter de eksisterende tilbud. I mødet med de frivillige - piger og voksne kvinder - kan pigerne udvide deres netværk og få mere viden om det danske samfund.

Aktiviteter
Pigeklubben drives af frivillige, og pigerne kan selv være med til at arrangere aktiviteterne. De kan spænde fra at være en tur i teateret, uddannelsesbesøg, smykkeværksted eller hjælp til lektierne.

De tilbyder et frirum, hvor teenagepiger kan få nye oplevelser, diskutere ting som rører sig, betro sig til en voksen og blive præsenteret for forskellige måder at gribe livet an på ved at kunne spejle sig i de forskellige kvinder, som vælger at være frivillig i pigeklubberne.

Pigeklubberne er en pendant til pigeværelset, hvor stort og småt kan vendes med både jævnaldrene, men også med den ældre generation i form af de frivillige kvinder.