En varmeregning fra boligselskabet kan være svær at tyde. Som flygtning og ny borger vil man ofte være usikker på, hvordan en bestemt sag skal gribes an, hvad de svære ord betyder, og hvordan breve fra myndighederne skal forstås.
Som frivillig kan du forklare og forenkle indholdet i disse henvendelser. I særlige tilfælde kan det være betryggende for flygtningen at have dig med til et vigtigt møde.
Dansk Flygtningehjælps frivillige rådgivninger
Drejer det sig om mere komplicerede spørgsmål, fx om familiesammenføring, opholdstilladelse, integrationslov, juridiske spørgsmål, psyko-sociale forhold osv., kan du henvise til Flygtningehjælpens frivillige rådgivninger.
Der er p.t. syv rådgivninger i Danmark, bemandet med erfarne socialrådgivere, jurister og psykologer, der alle arbejder på frivillig basis.
Velkommen til lokalsamfundet
Som frivillig kan du på forskellig vis være med til at lette flygtninges adgang til lokalsamfundet. Når først man kender biblioteker, indkøbsmuligheder, lokalt trafiksystem o.lign., får man hurtigere overblik over, hvordan ens nære område er bygget op og fungerer.






