Linkfactory

Liberia

Dansk Flygtningehjælp sigter på en målgruppe på 65.000 personer, med det formål at finde varige løsninger på de krigsrelaterede problemer i Liberia, og hjælpe til med den generelle genopbygning af landet.

Dansk Flygtningehjælp stiler efter at hjælpe de befolkningsgrupper, der er ramt af krigen: Flygtninge, internt fordrevne, tidligere krigsdeltagere, hjemvendte og andre i lokalsamfundene med at blive genintegreret og få mulighed for at forsørge sig selv igen.

Genopbygning efter krigen
Næsten femten års borgerkrig har tvunget flertallet af Liberias borgere til at flygte fra deres hjem, endda ofte flere gange. Med underskrivelsen af en fredsaftale i 2003 samt nedsættelsen af en fredsbevarende FN-styrke i Liberia (UNMIL) blev der skabt fred og stabilitet i landet, og det ansporede flygtninge og internt fordrevne til at vende hjem.  Men de hjemvendte internt fordrevne befinder sig dog stadig i en sårbar situation.

Ud over fordrivelserne står Liberia også over for andre udfordringer: En af dem er mangel på elementære sociale ydelser og faciliteter, deriblandt sundhedsvæsen, uddannelse, vand og sanitet. Andre udfordringer er mangel på fødevarer og ringe muligheder for indtjening. Man anslår, at 85 procent af befolkningen er arbejdsløse, og 80 procent lever for mindre end en dollar om dagen. Det meste af landets infrastruktur er blevet ødelagt, og veje og broer er derfor i en meget dårlig forfatning.

I Liberia modtager Dansk Flygtningehjælp i øjeblikket støtte fra Danida, ECHO, EU og midler fra Dansk Flygtningehjælps indsamling i Danmark.