Dansk Flygtningehjælp har løst humanitære opgaver i Elfenbenskysten siden 2003, og har i dag aktiviteter i områderne Moyen Cavally og 18 Montagnes i den vestlige del samt i området Tabou i den sydvestlige del af landet.
Vores program har en målgruppe på 35.000 personer, og formålet er at skabe varige løsninger for flygtninge, internt fordrevne (IDP’er) og andre befolkningsgrupper, som er berørt af krigen.
Dansk Flygtningehjælps program i Elfenbenskysten har fokus på at hjælpe de internt fordrevne til en frivillig tilbagevenden ved at støtte dem og deres værtssamfund i at forbedre eksistensgrundlaget og indkomstmulighederne samt ved at genopbygge den infrastruktur, der er en forudsætning for økonomisk udvikling.
Dansk Flygtningehjælp arbejder også på at fremme dialogen i lokalsamfundene og opbygge social samhørighed, så man dermed skaber bedre mulighed for, at de fordrevne kan vende tilbage til deres lokalsamfund. Derudover spiller vand og sanitære forhold en stor rolle i Dansk Flygtningehjælps arbejde i Elfenbenskysten.
Fremmedhad og vold
Siden september 2002 har Elfenbenskysten lidt under en konflikt mellem oprørere og den nationale hær, og det har skabt en kraftig opsplitning mellem nord og syd. Tusindvis af mennesker er blevet forfulgt, chikaneret og fordrevet fra deres jord, fordi de er blevet opfattet som fremmede, og det har resulteret i omkring 700.000 internt fordrevne på landsplan.
Selv om Elfenbenskysten underskrev fredsaftalen i Ouagadougou i marts 2007, foregår der stadig voldshandlinger og fordrivelser, og det har ført til den nuværende situation, hvor der hverken er krig eller fred. Meget tyder på, at den fortsatte konflikt, der begyndte som en kamp om politisk magt og ressourcer, har udviklet sig til en decideret etnisk konflikt.
Volden og hele atmosfæren af lovløshed og selvtægt har yderligere forværret situationen for de internt fordrevne og andre sårbare grupper. De fleste af dem bor i overbefolkede og overbelastede lejre under elendige forhold, og de humanitære behov er massive.
Dansk Flygtningehjælp modtager i øjeblikket støtte fra Danida og UNICEF.






