- Jeg var selv flygtning, da jeg ankom til dette område med min familie. Vi havde intet andet med os end frygt og bekymring. Dansk Flygtningehjælp skaffede mad, medicin og tag over hovedet til flygtninge – det var de mest akutte behov den gang. Senere blev vi undervist i forskellige håndværk, hjælp til at starte drivhuse, og selv fiskegrej og bistader var blandt de ting, der hjalp os med at blive selvforsynende.
Nu bor jeg i Jablanica med min familie og er tilknyttet centeret som frivillig manager. Det er ikke noget jeg tjener penge på, men jeg føler en forpligtelse overfor de ældre beboere. De har ikke mulighed for at vende tilbage til deres landsbyer. Deres historie ligner min – de blev ofre i en krig de aldrig havde valgt.
Maharem og Dika Omerspahic
- Engang boede vi fire familier i dette hus. Vi havde ingen problemer med at komme overens – vi delte den samme skæbne og vi delte vores daglige liv.
Vores landsby blev bombet af serbiske enheder, og vi flygtede ud i skoven. Ti dage senere blev vi fundet af bosniske soldater, der bragte os til Jablanica. Vi vil altid huske vores landsby, men vi er for gamle til at vende hjem. I landsbyen har man ikke adgang til læger og medicin, og man er helt afskåret fra omverdenen i vintermånederne. Dansk Flygtningehjælp har skaffet os et hjem her, og vi er heldigere end mange andre i Bosnien.
Engang var jeg en stærk og uafhængig mand, der sørgede for min familie – nu må jeg nøjes med at være stærk i ånden og leve af andres hjælp. Men som jeg siger til min kone vi kan sætte vores lid til Allah, for når dette liv slutter, vil vi igen være unge og stærke.
