- Jeg er barn af krigen. Jeg var teenager da vi blev tvunget på flugt, og jeg har levet det meste af mit voksne liv i et flygtningecenter etableret af Dansk Flygtningehjælp. Det var der jeg formede min personlighed, og der jeg knyttede venskaber.
Dansk Flygtningehjælp bragte min familie fra et museumsgulv i Jablanica til et flygtningecenter. I centeret fik jeg jobtræning og jobmuligheder – først i drivhusene og senere kontorjobs og administration. Til sidst fik vi hjælp til at genopbygge vores hus og vende tilbage til et liv udenfor centeret.
Min far blev genforenet med familien i flygtningecenteret efter syv måneder i kroatisk fangenskab. Siden dengang har han været en støtte for hele familien. Han fandt sin anden ungdom da Dansk Flygtningehjælp tilbød at genopbygge vores hus. Han arbejdede hårdt for at klargøre grunden og rydde haven for ukrudt og affald – det var hans mulighed for at gøre noget for sin familie, efter alle de år hvor vi havde levet af hjælp fra andre. Fem måneder efter vores hjemkomst fik han et hjerteslag, mens han huggede brænde – måske overvurderede han sine kræfter, men jeg tror han døde lykkelig.
Som den ældste datter har jeg overtaget ansvaret for min mor. Vi klarer os med de småjobs og korte ansættelser jeg kan finde – vi er bare almindelige landsbykvinder, der overlever dag for dag. Det er historien om mit liv – da jeg var syv måneder gammel, faldt jeg i Neretva flodens iskolde vand og overlevede. Krigen tog heller ikke livet af mig og jeg ved, at jeg vil sørge for min mor så længe det behøves.
