Somalia er et af de fattigste og mest krigshærgede lande på Afrikas Horn. Landet befinder sig i en vedvarende humanitær krise og har været skueplads for en af verdens største befolkningsfordrivelser i de senere år.
Antallet af personer, der har behov for humanitær og akut nødhjælp, fordobledes næsten i løbet af 2008 ifølge FN, idet tallet steg med 77 % fra 1,8 millioner i januar til 3,2 millioner i juli. Generelt har fødevaresikkerheden i samtlige selvforsørgelseszoner samme klassifikation som umiddelbart efter ”Deyr-vurderingen” fra 08/09 (FSAU, 9. april). Antallet af underernærede børn under 5 år er ligeledes steget voldsomt - mindst 200.000 børn under 5 år i Somalia er akut underernærede, hvoraf 60.000 vurderes som alvorligt underernærede.
Tilbagevendende tørke og oversvømmelser har ramt høsten hårdt de seneste år og bidraget til denne omfattende humanitære krise, der yderligere forværres af den politiske ustabilitet, der har eksisteret siden regeringens kollaps i 1990. Den vedvarende usikkerhed har tvunget tusinder af mennesker til at forlade deres hjem og forhindrer dem i at opretholde deres sædvanlige eksistensgrundlag.
Selv om civile er blevet fordrevet til alle dele af landet, er størstedelen de seneste år fordrevet til de urolige sydlige og centrale regioner, hvor 1,1 millioner civile i øjeblikket befinder sig. Puntlands og Somalilands nordlige regioner huser hver henholdsvis 100.000 og 80.000 internt fordrevne.
På grund af den voksende usikkerhed i landet er antallet af somaliske flygtninge ligeledes steget betydeligt de senere år. På nuværende tidspunkt befinder der sig omkring 257.977 somaliske flygtninge i de tre Dadaab-flygtningelejre. 126.000 somaliske flygtninge befinder sig i Yemen, hvoraf 30.000 blev registreret alene i 2008.
Dansk Flygtningehjælp har arbejdet sammen med somaliere og andre fordrevne og konfliktramte befolkninger i Somalia siden 1998.






