Ofte stillede spørgsmål angående asyl:
Hvad betyder det, at jeg har oplysningspligt?
Under behandlingen af din asylsag påhviler det dig som asylansøger at fremkomme med alle relevante oplysninger, jf. § 40 i udlændingeloven. Det vil blandt andet sige, at det forventes af dig, at du står til rådighed for myndighederne, giver personligt fremmøde og fremviser pas, rejselegitimation og andre nyttige dokumenter efter anmodning, samt svarer sandfærdigt på de stillede spørgsmål.
De danske myndigheder afgør din asylsag ud fra de oplysninger de har om dit hjemland og de oplysninger og forklaringer, du fremkommer med. I de mange tilfælde, hvor man som asylansøger ikke har medbragt eller ikke er i stand til at fremkomme med dokumentation, kan det få afgørende betydning, at den afgivne forklaring er sammenhængende og ikke skifter undervejs, idet asylsagen da i høj grad vil blive afgjort på asylansøgerens troværdighed.
Det kan derfor svække din troværdighed, hvis du ændrer forklaring under asylsagsbehandlingen eller hvis det kommer til myndighedernes kendskab at du har givet forkerte eller urigtige oplysninger.
Har jeg ret til advokatbistand?
Hvis du har fået afslag på din ansøgning om asyl i Udlændingestyrelsen og sagen herefter skal behandles i Flygtningenævnet udpeges der en advokat, som skal varetage dine interesser. Advokaten udpeges som regel af Flygtningenævnet, men du kan også selv vælge en advokat. Det er den danske stat, som betaler advokaten.
Som asylansøger kan du desuden under hele asylproceduren henvende dig til Dansk Flygtningehjælp, der yder juridisk asylrådgivning. Blandt andet yder vi i Dansk Flygtningehjælp rådgivning på asylcentrene flere gange om året. Hver onsdag mellem kl. 13-15 er der åben asylrådgivning i Borgergade i København, hvor du – hvis du kan tale dansk eller engelsk eller selv fremskaffe en tolk - er velkommen til at møde op.
Du har desuden mulighed for at søge juridisk rådgivning i den gratis retshjælp. I København kan du blandt andet henvende dig til Københavns Retshjælp, Stormgade 20, 1. sal, 1555 København V eller på telefon nr.: 33 11 06 78.
Kan jeg søge om genoptagelse af min asylsag, når jeg én gang har fået endeligt afslag?
Flygtningenævnets afgørelse i en asylsag er endelig. Det vil sige, at du ikke kan klage over denne afgørelse. Skulle der imidlertid fremkomme nye oplysninger i din sag, som Flygtningenævnet ikke har haft mulighed for at tage stilling til, kan du søge om genoptagelse af din asylsag.
De nye oplysninger kan enten vedrøre dine forhold konkret eller f.eks. være oplysninger om ændrede forhold i dit hjemland. Det er afgørende for, om du kan få din sag genoptaget, at der er tale om oplysninger, der er fremkommet efter Flygtningenævnets afgørelse og at der er tale om oplysninger, der kan forventes at ændre ved den allerede foretagne vurdering af dit beskyttelsesbehov.
Du skal sende en anmodning om genoptagelse af din asylsag til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tager herefter stilling til om sagen skal genoptages. Du kan i den forbindelse søge om at genoptagelsesanmodningen får opsættende virkning, dvs. at du kan få lov til at blive i Danmark, indtil der er truffet en afgørelse i din sag.
Hvad sker der, når jeg har fået afslag på asyl og skal rejse hjem, men politiet ikke kan sende mig til mit hjemland eller mit tidligere opholdsland?
Når du har fået endeligt afslag på asyl, skal du udrejse af Danmark, med mindre du har opholdstilladelse på andet grundlag. Der vil blive fastsat en udrejsefrist, som typisk vil være ”straks”.
Du vil blive bedt om at underskrive en erklæring om, at du vil udrejse af Danmark frivilligt og i øvrigt vil medvirke til udsendelse af Danmark. Det vil sige, at du vil blive bedt om at samarbejde med Rigspolitiet om f.eks. at fremskaffe rejsedokumentation.
Hvis det på trods af at du samarbejder ikke er muligt for politiet at udsende dig og der er gået 18 måneder efter udløbet af udrejsefristen kan du få en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9c, stk. 2, hvis:
- du har underskrevet en erklæring om, at du vil medvirke til udsendelse og i øvrigt fuldt ud samarbejder med Rigspolitiet i bestræbelserne på at fremskaffe rejsedokumentation og gennemføre udrejsen, og
- Rigspolitiet for tiden vurderer, at udsendelse til det pågældende land er udsigtsløs. Om udsendelsen må anses for udsigtsløs, afhænger blandt andet af Rigspolitiets undersøgelser i den konkrete sag samt Rigspolitiets tidligere erfaringer med hensyn til udsendelse til det pågældende land.
Nogle lande kan være meget længe om at svare på Rigspolitiets henvendelser og et manglende svar fra det pågældende land inden for de 18 måneder, betyder ikke nødvendigvis, at Rigspolitiet vurderer, at udsendelse er udsigtsløs. Det er en afgørende betingelse for at få opholdstilladelse som udsendelseshindret, at du under hele perioden har samarbejdet med Rigspolitiet.
Hvis Rigspolitiet efter 18 måneder vurderer, at udsendelse til det pågældende land ikke er udsigtsløs, får du afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret. Rigspolitiet vil herefter fortsætte bestræbelserne på at skabe mulighed for, at du kan rejse hjem. Rigspolitiet foretager en ny vurdering af om du er udsendelseshindret når der igen er gået 18 måneder.
Denne procedure kan således fortsætte indtil det enten lykkes politiet, at sende dig ud af landet eller politiet skønner, at det er udsigtsløst og udlændingestyrelsen derfor tildeler dig en midlertidig opholdstilladelse.
Hvis du samtidig har søgt humanitær opholdstilladelse og hvis du har haft lov til at blive i Danmark, indtil Integrationsministeriet har truffet afgørelse, begynder 18 måneders perioden først at løbe, når der er fastsat en ny udrejsefrist, da du jo i den mellemliggende periode ikke har pligt til at udrejse.
Hvor kan jeg henvende mig med spørgsmål om familiesammenføring?
På Udlændingestyrelsens hjemmeside kan du finde svar på mange spørgsmål om familiesammenføring. På hjemmesiden kan du også finde telefonnummer og e-mail adresse til Udlændingestyrelsen og ad disse veje rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med spørgsmål.
Du er også velkommen til at rette henvendelse til Flygtningehjælpens frivilligrådgivninger, der ligger rundt omkring i landet.




