Af Peter Joshi, der har været udsendt fra Beredskabslisten til Uganda og Kenya.

Som medarbejder på Beredskabslisten er der to ord som er essentielle for jobbet. Det ene hedder fleksibilitet – det andet observation. Hver gang nødhjælpsarbejderen rejser ud, overtager disse to begreber alt, hvad man gør. Ofte ved man ikke, hvad man rejser ud til, for der er kun lidt viden om området, ligesom kommunikationen med området ikke findes, fordi man kan være blandt de første på stedet.

Men til gengæld observerer man nød og elendighed, og så er det fleksibiliteten tager over, for man bliver nødt til at hjælpe de mennesker, man nu engang møder. Og det gør man gerne.

Jobbeskrivelsen er kun vejledende
Vi har jobbeskrivelser – men de er kun vejledende. De er baseret på, hvad andre før en har gjort i lignende situationer, men de er ikke udtømmende. Som Field Officer er det fx mit job at sørge for, at de flygtninge, jeg arbejder sammen med, har det trygt og godt. Hvis ikke de har det, er det mit ansvar at tage fat i nogen, der kan skabe tryghed og måske endda tage fat i dem, som skaber usikkerhed. Det har gjort, at jeg har arbejdet sammen med meget forskellige typer.

I løbet af en typisk uge i en somalisk flygtningelejr har jeg fx holdt møde med en lokal leder for en gruppe flygtninge, som i månedsvis har været på kant med loven. Diskuteret med et par høje officerer fra hæren, som ville have penge (det fik de ikke). Brugt et par dage på at sørge for at nogle flygtninge fik byggematerialer til deres huse og mandskab til at hjælpe dem.  

Jeg har også talt med en flygtning, en ung kvinde, som var blevet voldtaget, for at se hvad vi kunne gøre for at hjælpe hende. Hun kunne ikke bo derhjemme længere. Et par ambassadører og delegationer er landet her, og jeg har sørget for at der er politi, biler, kager og kaffe, vist dem rundt, svaret på spørgsmål om penge og budgetter – og sluttet ugen af med nogle belgiske journalister, som skulle have en briefing og en rundvisning.

Syv dages arbejdsuge
Hvis ikke man som nødhjælpsarbejder er fleksibel og observant, skal man stå tidligt op for at følge med. Det gør vi nu alligevel, for vi arbejder ofte syv dage om ugen fra tidlig morgen til sen aften. Vi følger med i, hvad der sker i vores flygtningelejre, både administrativt og opsøgende, vi sørger for at der kommer penge ind fra donorer, og at problemer der opstår løses hurtigst muligt. Vi er ikke altid lige gode til at gøre det, men vi prøver.

Når vi er udstationeret, bor vi ofte, så enhver dansker ville betakke sig. I små, mørke, varme værelser, to af gangen, uden andet end en seng og en stol. Vi bor i ’compounds’ pga. sikkerhed, og er totalt fastlåste i compound’en når vi har fri. Vi har toiletter, som ikke har rindende vand, og kun vand få timer om dagen. Der findes ikke varmt vand og det kravler og kryber med slanger, skorpioner, edderkopper og den slags.

Hvorfor gør vi det?
Nødhjælpsarbejderen er en generalist, som kan tåle ganske meget og som skal være hurtig, dygtig og innovativ. Fordi det handler om menneskeliv, fordi det handler om folk, som lever på kanten, fordi det handler om at gøre en forskel. Livet i lejrene er alt andet end nemt for dem som bor der. Når man møder disse mennesker, som sådan set bare vil have tryghed, går det op for en, hvor godt man egentlig har det.

Mit job som nødhjælpsarbejder er det bedste job i verden. Det er jobbet med flest frustrationer. Med mange hårde og lange arbejdsdage. Med et stort tab og afsavn til familie og venner. Men der er aldrig to dage der er ens, og der er altid de små ting i de menneskers liv vi arbejder med, som man undrer sig over, rystes over og glædes over.

Nødhjælpsarbejdere arbejder udi menneskelig forbedring for dem som behøver det - uanset om de er jurister, ingeniører, læger, sociologer osv. Og fordi vi gør det, har vi den bedste jobtilfredsstillelse denne verden kan byde på. Vi gør det, fordi vi har et kald. Fordi vi er fleksible og observante. Fordi vi selv er mennesker.