Linkfactory

Om integration i Danmark

1. Flygtninge skal have sikkerhed for en fremtid
Mange flygtninge ønsker at vende hjem, men denne mulighed har ofte lange udsigter. Når flygtninge er tvunget til at etablere en tilværelse i et andet land, er det afgørende, at det kan ske i trygge rammer.

Dansk Flygtningehjælp mener:

  • Fristen for at få permanent opholdstilladelse skal nedsættes fra syv til tre år.
  • Der skal tages hensyn til flygtninges særlige situation i de øvrige betingelser for permanent ophold
  • For at sikre, at flygtninges frivillige tilbagevenden bliver holdbar, skal de støttes med rådgivning og økonomiske tilskud.

2. Flygtninge skal have lige rettigheder i det danske samfund
Integrationsproblemer kan ikke løses ved at begrænse almindelige rettigheder for flygtninge og indvandrere. Flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark, skal have de bedst mulige betingelser for at blive en del af det danske samfund.

Dansk Flygtningehjælp mener:

  • Starthjælpen skal afskaffes.
  • 450 timers reglen bør fjernes.
  • Flygtninges ret til familiesammenføring skal være ubetinget.
  • Den tvungne bosætning skal afskaffes.
  • Flygtninge, der har vanskeligt ved at leve op til kravene om danskprøve, indfødsretsprøve og selvforsørgelse, skal også have adgang til dansk statsborgerskab.

3. Integration af flygtninge kræver en særlig indsats
Flygtninge er i en særlig situation og har ofte en barsk og tragisk historie med sig til Danmark. Det svækker deres muligheder for integration. Hvis integrationen skal lykkes, må der gøres en ekstra indsats. Afsættet skal være flygtninges egne ressourcer, og der skal være særligt fokus på udsatte flygtninge.

Dansk Flygtningehjælp mener:

  • Traumatiserede flygtninge skal have adgang til kvalificeret behandling uden lange ventetider.
  • Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge skal være tværfaglig og helhedsorienteret med sammenhæng mellem forsørgelse, beskæftigelse, familie og helbred.
  • Flygtninge skal have mulighed for at udnytte deres uddannelse og videreuddanne sig i Danmark.
  • Flygtningebørn skal støttes i deres indlæring.
  • Flygtningefamilier bør ikke straffes økonomisk for deres børns mulige skoleproblemer.

4. Borgerne skal inddrages i integrationsarbejdet
Det er afgørende for flygtningearbejdet, at der er en folkelig forståelse for og engagement i flygtningesagen. Det frivillige integrationsarbejde skaber samtidig rum for dialog og udveksling af erfaringer på tværs af kulturelle og sociale skel.

Dansk Flygtningehjælp mener:

  • Det frivillige arbejde bør være en aktiv medspiller i integrationsarbejdet.
  • Det frivillige arbejde skal understøttes med de fornødne ressourcer.
  • Flygtningene og indvandrere skal inddrages i integrationsarbejdet.