Dansk Flygtningehjælp

Udvidet hjælp i Kabul

13.07.11

Kategori: Nyheder, internationalt, Centralasien, Nødhjælp

 

Dansk Flygtningehjælp udvider indsatsen for særligt sårbare fordrevne i Kabul, der har brug for fødevarehjælp. Uddelingen af mad sker i samarbejde med FNs fødevareprogram.

30.000 internt fordrevne (IDPs) har slået sig ned i interimistiske flygtningelejre i og omkring Kabul. Dansk Flygtningehjælp udvider nu sin indsats for de mest sårbare familier i Chara-e-Qamber, den største af lejrene, der huser omkring 5.000 mennesker.

I samarbejde med FNs fødevareprogram, WFP, vil Dansk Flygtningehjælp fremover udlevere fødevarer til omkring 1.200 fordrevne, der deltager i Flygtningehjælpens håndværkskurser, da deltagerne ikke kan skaffe mad til familien, mens de er under uddannelse.

”WFP samarbejdet gør det muligt for os at udvide vores hjælp, der er rettet mod de mest sårbare blandt de fordrevne i Kabuls interimistiske lejre. Træningen sikrer, at de kan klare sig selv på sigt, men de har ikke mulighed for at deltage, hvis det betyder, at familierne ikke får mad på bordet her og nu,” forklarer Stefano Cordella, lederen af Dansk Flygtningehjælps indsats i Afghanistan.

De fordrevne i Kabul er enten flygtet fra konflikt på deres hjemegn, er hjemvendte flygtninge, der ikke har kunnet vende helt hjem, eller fattige afghanere, der er søgt mod storbyen i håb om at finde et job. Men huslejen i Kabul er høj og stigende, derfor er mange tvunget til at slå sig ned i telte i slumkvarterene eller i offentlige bygninger.

”Hovedparten af de familier, der bor i lejrene, lever under fattigdomsgrænsen. De lever med høje sundhedsrisici og under elendige hygiejneforhold. Kvinder og børn er især udsatte,” siger Stefano Cordella.

Målet med Dansk Flygtningehjælps arbejde i Afghanistan er at fremme varige løsninger for flygtninge og internt fordrevne på baggrund af humanitære principper og basale menneskerettigheder.

I Afghanistan fokuserer Dansk Flygtningehjælp især på at forbedre levevilkår, indkomstgrundlag og infrastruktur for det stigende antal af hjemvendte flygtninge og internt fordrevne, som frister en kummerlig tilværelse i Kabuls slumkvarterer, hvor sundhedsrisici er overhængende, adgangen til basale fornødenheder yderst begrænset og beskæftigelsesmulighederne beskedne.

Gennem en deltagelses- og fællesskabsorienteret tilgang arbejder Dansk Flygtningehjælp for at styrke rettighedsbeskyttelsen blandt de lokalsamfund, hvor hjemvendte flygtninge og internt fordrevne befinder sig.