Linkfactory

Ud og gå med DFH

11.03.10

Kategori: Integration, Frivillige, Nyheder, Danmark

 

Nye tal fra hjerteforeningen viser, at hjertekarsygdom er et stigende problem for etniske minoriteter. Dansk Flygtningehjælps frivillige søsætter en ny aktivitet: ”Ud og gå med DFH” fra søndag 18. april.

Forekomsten af hjertekarsygdomme blandt etniske minoriteter under 65 år er fordoblet på otte år.
”Ud og gå med DFH” handler netop om at gøre motion tilgængelig for de grupper, der har alvorlige sundhedsproblemer som følge af for lidt fysisk aktivitet. Udsatte grupper af flygtninge og indvandrere skal have en mulighed for at forbedre deres sundhedstilstand i positivt samvær med andre.

”Der er nogle barrierer, der gør det svært for udsatte grupper af flygtninge og indvandrere, at få adgang til at dyrke motion. Et medlemskab til et Fitnesscenter er eksempelvis dyrt, sprogvanskeligheder kan gøre det svært at opsøge den lokale håndboldklub, og forlegenhed kan forhindre omklædning i svømmehallen. Men alle kan gå en tur, og det er simpelthen det, vi vil gøre fra søndag 18. april, ”fortæller leder af Asyl & Samfund i Dansk Flygtningehjælp, Anne la Cour.    

Det nye initiativ er det nyeste i en række fra Dansk Flygtningehjælps frivilliggrupper, der i forvejen laver fysiske aktiviteter for 1500 flygtninge og indvandrere i Danmark. Fokus har især været på minoritetskvinder, der ofte har ringe mulighed for at dyrke motion. Cykelkurser, stavgang og stolegymnastik med bolde og elastikker er blandt de aktiviteter, der tilbydes af frivilliggrupper overalt i landet. 

”Vores erfaringer fra arbejdet med minoritetskvinder viser, at den fysiske aktivitet skaber velvære og overskud. I Lyngby og Sorø har vi evalueret indsatsen gennem fokusgruppeinterviews, og tilbagemeldingerne viser at kvinderne er blevet mere bevidste om, at også deres børn skal dyrke motion, at de er blevet bedre til det danske sprog, og har udvidet deres sociale netværk - en del af dem ender faktisk med selv at blive frivillige og hjælpe andre,” siger Anne la Cour. 

I alt 422 frivillige fra Dansk Flygtningehjælp er på nuværende tidspunkt involveret i forskellige tilbud om fysisk aktivitet for etniske minoriteter overalt i Danmark. Med det initiativ ”Ud og gå med DFH”, er håbet at engagere endnu flere mennesker i det frivillige arbejde.