Dansk Flygtningehjælp

Behandlingsgaranti uden effekt

10.05.10

Kategori: Nyheder, Danmark, Holdninger og debat, Pressemeddelelser, Integration

 

Traumatiserede flygtninge mærker intet til den nye to måneders behandlingsgaranti inden for psykiatrien. En ny opgørelse fra Dansk Flygtningehjælp viser, at de stadig må vente op til halvandet år på behandling.

Dansk Flygtningehjælp har gennemgået ventelisterne på 14 rehabiliteringscentre i Danmark. Kun tre lever op til behandlingsgarantien, og af dem er kun et finansieret gennem sundhedsloven og dermed omfattet af det frie sygehusvalg.

”Det er bekymrende, at behandlingsgarantien ikke virker i forhold til traumebehandling. Vi ved, at mindst 30% af de flygtninge, der ankommer til Danmark er traumatiserede af oplevelser i hjemlandet. Det har meget store menneskelige omkostninger, at de ikke hurtigt får den rette hjælp, og på sigt bliver det en hæmsko for en vellykket integration, ” siger leder af Center for udsatte flygtninge i Dansk Flygtningehjælp Mette Blauenfeldt.  

De lange ventetider har samtidig konsekvenser for behandlingsperspektivet, og kan betyde at problemerne forplanter sig til de børn, som må leve i familier præget af traumer og psykiske problemer.

”Traumer forsvinder ikke af sig selv, men bliver værre og sværere at behandle jo længere de forbliver ubehandlede. Samtidig risikerer problemet at gå i arv til næste generation. Traumatiserede forældre mangler ressourcer til at give deres børn den tryghed, omsorg og støtte de har brug for – på den lange bane er ventetiderne altså med til at skabe øgede problemer,” siger Mette Blauenfeldt.

Dansk Flygtningehjælps opgørelse viser, at mens knap 1000 mennesker stod på venteliste til et behandlingstilbud i foråret 2009, var tallet kun faldet til 882 i foråret 2010 selvom behandlingsgarantien i mellemtiden var trådt i kraft.

”Mange behandlingscentre gør en stor indsats for at nedbringe ventetiderne med målrettet visitation og gruppeforløb i behandlingen, men de kan ikke løse problemet alene – det er regionernes ansvar, at kapaciteten i behandlingssystemet modsvarer behovet, ” siger Mette Blauenfeldt.

Ventetiden på traumebehandling er forbedret nogle steder, mens den er forværret andre steder. Men generelt ligger ventetiden for de fleste behandlingssteder et sted mellem 6 og 14 måneder. 

Læs mere om flygtninge og traumebehandling