03.03.10
Kategori: Nyheder, internationalt, Afrika, NødhjælpDansk Flygtningehjælp har netop uddelt tøj og sæbe til 4500 familier i Den Demokratiske Republik Congo. Uddelingen er blandt andet finansieret af midler fra danskerne, indsamlet ved Dansk Flygtningehjælps seneste landsindsamling.
5ansk Flygtningehjælp er en af de få nødhjælpsorganisationer, der arbejder i og omkring byen Faradje i den nordøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). De seneste fire dages udlevering af sæbe og tøj har haft fokus på de særligt udsatte grupper blandt andet de mange fordrevne, der bor omkring Faradje.
En af modtagerne, Noella, er enke med fire børn. Hun mistede sin mand sidste år, hvor oprørsbevægelsen LRA angreb hendes landsby kun 7 km fra Faradje. Hendes mand overlevede ikke, men Noella og børnene søgte tilflugt i Faradje, hvor de nu har boet i mere end ni måneder.
“Vi flygtede midt om natten og jeg nåede ikke at få vores ejendele med. Det er første gang i ni måneder, at jeg får et nyt stykke tøj,” fortæller Noella.
Katrine Siig Kristensen, der koordinerer Dansk Flygtningehjælps indsats i Faradje fortæller: “Det er første gang, jeg har oplevet en så vellykket uddeling. De fordrevne var korrekt registrerede og vi mødte kun smilende ansigter. De fordrevne er utrolig glade for den indsats vi gør – så mange tak til den danske befolkning.”
Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i DR Congo siden efteråret 2009. Flygtningehjælpen arbejder blandt andet med at sikre rent drikkevand, uddele sæbe, tøj og andre nødhjælpsartikler og undervise i god hygiejne. Målgruppen er både lokalbefolkningen og de mange internt fordrevne. Derudover har Dansk Flygtningehjælp fokus på at sikre at de fordrevne bliver i stand til at klare sig selv blandt andet gennem uddeling af såsæd, redskaber og undervisning.





