05.11.11
Kategori: Pressemeddelelser, Fra Somalia, DDGDansk Flygtningehjælp oplever stor støtte og opbakning fra både somaliske klanledere og civilsamfund, der begræder kidnapningen at to nødhjælpsarbejdere, der blev bortført den 25. oktober.
Siden de to medarbejdere i Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling blev kidnappet har Dansk Flygtningehjælp og minerydningsafdelingen Danish Demining Group appelleret til traditionelle ledere, repræsentanter for somaliske klaner, netværk og de medier, der når ud til den somaliske befolkning. Responsen har været overvældende.
"Det vi får at vide er, at alle vi er i kontakt med, arbejder på at hjælpe os – og nå frem til kidnapperne med budskabet om at det er aldeles uacceptabelt at kidnappe nødhjælpsarbejdere – mennesker der er kommet til Somalia for at hjælpe den hårdt trængte befolkning. Dermed tager de ikke alene vores medarbejdere som gidsler, men også den nødlidende somaliske befolkning,” siger Ann Mary Olsen, international chef i Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælp oplever i disse dage stor opbakning i det somaliske samfund fra både officielle og ledende personer – og blandt civilbefolkningen. Det har blandt andet givet sig udslag i større demonstrationer og fordømmelse af kidnapningen i det område, hvor den fandt sted.
”Vi er utroligt glade for den hjælp og de tilkendegivelser vi får fra det somaliske samfund. Vi håber, det betyder, at Poul og Jessica kan komme hurtigere fri – og tilbage til deres familier,” siger Ann Mary Olsen.
De seneste dage har flere medier bragt historier om kidnapningen og brugt forskellige lokale kilder, der alle siger, de har været i kontakt med gidslerne - samt bringer krav fra kidnapperne videre til medierne.
”Vi læser selvfølgeligt også medierne. Vi er nød til at gøre det klart, at Dansk Flygtningehjælp ikke forhandler med kidnappere. Men vi hæfter os ved, at de kilder, der går til medierne, alle siger at Poul og Jessica efter omstændighederne har det godt. Det er det, der er allervigtigst både for familierne og for os i denne situation,” siger Ann Mary Olsen.
Dansk Flygtningehjælp har arbejdet på Afrikas Horn siden 1998, en region der er kendt for at være svær for nødhjælpsorganisationer at arbejde i på grund af årtier med væbnede konflikter og komplekse magtstrukturer. Dansk Flygtningehjælp og minerydningsafdelingen Danish Deming Group hjælper op mod 450.000 mennesker på Afrikas Horn. I Galkayo i det centrale Somalia, hvor kidnapningen fandt sted, er arbejdet midlertidigt sat i bero.
Dansk Flygtningehjælp vil af hensyn til vores medarbejderes sikkerhed ikke være i stand til at uddybe yderligere om detaljerne i den aktuelle situation. Alle mediehenvendelser bedes rettet til Dansk Flygtningehjælp i København. Nyheder om situationen fra Dansk Flygtningehjælp vil blive lagt på hjemmesiden.




