Beredskabslistens Rekha Das skriver fra den autonome filippinske region Mindanao, hvor en 30 år lang konflikt gentagende gange har sendt op mod en halv million mennesker på flugt fra deres hjem.

Jeg er lige kommet hjem fra en varm dag i felten – vi tilbragte dagen i landsbyen Katipbuan. Sammen med mine FN kolleger fra WFP har jeg interviewet flere nyligt hjemvendte flygtningefamilier om deres nuværende situation, deres muligheder for at retablere liv og levebrød og deres ønsker for fremtiden.

Familierne i Katipbuan vendte tilbage til deres landsby for snart tre måneder siden. De forlod den flygtningelejr, som de – p.g.a. konflikten i Mindanao - havde søgt ly i, i næsten 12 måneder. De er vendt hjem, fordi lokal-politikere havde givet dem løfter om at genopbygge deres forladte og destruerede landsbyer, så de kunne få en normal hverdag.

Nu sidder de så her på tredje måned – uden flygtningestatus og uden hjælp, for den mistede de da de forlod lejrene – i hytter bygget af pindebrænde og palmeblade som tag. Her stinker af urin, fordi der besørges lige udenfor. Der er ingen solide træhuse, ingen sundhedsklinik, vejene i deres landsby er svært fremkommelige, og der er kun to fungerende brønde til at forsyne 1000 familier med vand. Der er en skole, men mange familier har ikke råd til at købe uniform, bøger og blyanter til deres børn og holder dem derfor hjemme, hvor de render rundt og leger med plastikposer og andet affald og bader i de beskidte afløb for at få dagen til at gå. De lokale politikere – som havde lovet familierne i Katipbuan, at der ville være noget at vende hjem til – ser de ikke noget til.

Her er et billede af et hus i et 'return'-område... bygget af materialer som man normalt får udleveret i en flygtningelejr... ikke af solidt tre eller med mere solide vægge, som flygtningene var blevet lovet og motiverede dem at tage hjem. (taget i provinsen Maguindanao, på øen Mindanano)

Mine FN kolleger og jeg forsøger gennem vores mange interview at afdække både de akutte og humanitære behov, folk her har (så som fødevarebehov, sundhed og vand), og de tidlige genopbygningsbehov, som for eksempel hjælp til at dyrke lidt landbrug, landbrugsredskaber, såsæd, indkomst genererende aktiviteter, kredit/låne muligheder, markedsadgang, restaurering af vejnet/infrastruktur, juridisk bistand til at få dokumenter osv.

I modsætning til familierne her har mange flygtninge/internt fordrevne valgt at blive boende i flygtningelejrene, fordi de føler sig utrygge ved at flytte hjem, stadig frygter angreb fra de konfliktende parter og ikke har mange muligheder for at supplere deres levebrød med indtægter – og derfor har behov for nødhjælp.

Mens andre, som familierne i Katipbuan, er flyttet hjem til deres oprindelige landsbyer under pres og behøver hjælp for at få genopbygget deres liv igen under de givne ustabile omstændigheder og usikkerheder, som en uafsluttet konflikt skaber.

Den filippinske regering lægger ikke skul på, at de helst ser at vi primært fokuserer vores støtte på de familier, som dem i Katipbuan, der er flyttet hjem. Jeg tror, det skyldes, at det tilskynder de andre til også at vende hjem til deres landsbyer. Det uanset at mange familier lider efter slemme krigstraumer og frygter, at konflikten tager til igen.

Konflikten blussede sidst op i august 2008, da den længe søgte fredsproces mellem den muslimske oprørsgruppe MILF og den filippinske regering smuldrede. Dengang måtte knap 600.000 civile flygte fra hus, hjem og krigens kugler. Nu – to år senere er der en våbenhvile – men stadig ingen fredsaftale og forhandlinger synes nærmest at være gået i stå. Og situationen i Mindanao er derfor fortsat usikker og præges af alvorlige humanitær behov.

Vi oplever, at den filippinske regering gør, hvad den kan for at dysse realiteterne ned, så konflikten i Mindanao ikke tiltrække sig det internationale samfunds opmærksomhed. Hvis det er strategien, må den siges at være lykkedes. I de tredive år konflikten mellem Mindanao oprørsgrupperne og regeringen har varet, har der ikke været særlig meget fokus på den fra det internationale samfunds side. Og siden 2008, hvor den tog fat med fornyet kraft, har responsen fra FN, NGOer, donorer og resten af det internationale samfund, både været ganske uvelkommen og meget begrænset.

Filippinerne var godt nok under verdenssamfundets lup så sent som i oktober og november sidste år – hvor landet blev ramt af de værste tyfoner i mands minde og lagde 80% af hovedstaden Manila under vand. Hele verdens opmærksomhed rettede sig mod Filippinerne, hvor oversvømmelserne var meget omfattende. Redningsfolk og penge strømmede ind for at komme hovedstaden Manila og de omkringliggende byer til undsætning. Ingen tvivl om at hjælpen var livsvigtig, akut og absolut nødvendig. Men alligevel formåede så godt som alle at ’glemme’ at rette blikket bare en anelse skråt nedad mod syd, hvor 250.000 mennesker sad i tæt beboede lejre. Der var ingen omtale af Mindanao.

At verdenssamfundet siden har haft rigelig andet at tænke på har passet
Filippinerne glimrende. Det er måske også meget let nu – i disse dage – hvor det katastrofale jordskælv har lagt Haiti i ruiner og verdens øjne nu er rettet mod dette lands trist skæbne, som i den grad fortjener al den indsats, vi kan bringe dem.

Men befolkningen her i Mindanao vil også gerne have det internationale samfunds opmærksomhed. De vil gerne have at deres historie og deres krav hørt. Det har mine samtaler med folk her understreget.

I Katipbuan udviklede interviewet med en gruppe kvinder sig til en større diskussion, hvor knap 70 mennesker stimlede sammen for at lytte med og tage del. Stemmerne var højrøstede… det føltes nærmest som om de var brændt inde med deres ord så længe… alt for længe. Deres historier var hver især triste, men deres krav var ikke mange – blot ønsket om lidt hjælp til helt basale ting, så de kunne genopbygge deres samfund og leve uafhængigt og i værdighed.

Jeg måtte brødbetynget sige til dem – som jeg har sagt til så mange andre – at de må væbne sig med tålmod, for det internationale samfunds ressourcer til de konfliktramte områder i Mindanao kan endnu ikke dække deres behov. Nu et helt år efter konfliktens seneste udbrud er der for eksempel kun et par operationelle FN organisationer til stede. Og de har begrænsede ressourcer til at kunne fuldføre mandatet, på trods af at behovene for både humanitær hjælp og hjælp til genopbygning er ganske tydelige. Men som en kvinde fra Katipbuan sagde til mig netop som vores møde i lejren sluttede: ”selvom FN ikke har nogen penge at bidrage med, så er jeres budskab til omverden det vigtigste, så verden kan forstå, hvad vi har været udsat for. ’Vi skal nok overleve, det har vi gjort’.

Rekha Das er udsendt fra Dansk Flygtningehjælps beredskabsliste for at arbejde som Early Recovery Advisor for UNDP (FNs globale udviklingsorganisation).

<- tilbage