08.06.10
Kategori: Nyheder, internationalt, Nødhjælp, SydasienNår Monsunregn og tropiske storme sætter ind i Myanmar, vil det ramme områder, der stadig er præget af cyklonen Nargis hærgen i 2008. Dansk Flygtningehjælp uddeler drikkevandsfiltre og bygger huse, skoler og brønde.
800.000 huse blev ødelagt da cyklonen Nargis hærgede Myanmar/Burma i 2008. Hundredetusinder mennesker i det sydlige delta er stadig fordrevet, og lever i midlertidige interimistiske boliger uden beskyttelse, toiletter eller rindende vand. De er derfor meget udsatte når endnu en Monsun sæson sætter ind.
”Vores mest akutte opgave bliver uddeling af drikkevandsfiltre. Monsunregnen har været forsinket i år, og vandreserverne er lave og saltholdige. Nu er regnen begyndt og der er vand over det hele – desværre er det stærkt forurenet. Det er en no-win situation for befolkningen, og indsatsen for at give adgang til rent drikkevand er vital, ” siger Program koordinator i Dansk Flygtningehjælp Aracely Jimenez Andersen.
Dansk Flygtningehjælp arbejder både akut og langsigtet i Myanmar/Burma.
”Det sydlige delta blev hårdt ramt i 2008 – der blev givet hjælp, men det kræver rigtig mange ressourcer at bringe delta regionen på fode igen. Vores langsigtede strategi er at bygge brønde for at sikre rent drikke vand, bygge permanente huse, som kan give beskyttelse og sikkerhed, bygge skoler så børnene har en fremtid, og starte indkomst skabende projekter så familierne kan brødføde sig selv,” siger Aracely Jimenez Andersen.
Dansk Flygtningehjælp indsats i Myanmar/Burma er finansieret af egne midler og støttet af en række danske virksomheder.
Foto: UNHCR/Taw Naw Htoo





