Dansk Flygtningehjælp

Sikkerhed er en forudsætning for genopbygningen af Libyen

06.12.11

Kategori: Nordafrika, DDG

 

Civilbefolkningen er begyndt at vende tilbage til Gadaffis fødeby Sirte, der var scene for intense kampe under oprøret i Libyen. Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed Danish Demining Group (DDG) arbejder på højtryk for at sikre befolkningen mod efterladte raketter, morterer og ammunition.

Omkring 25% af civilbefolkningen er vendt tilbage til Sirte, der er præget af ødelæggelser efter massive bombardementer under oprøret i Libyen. Samtidig er store områder forurenet af ueksploderet ammunition.

”Der er ueksploderede raketter, morterer og ammunition overalt i Sirte og det er nødvendigt at sikre civilbefolkningen – især børnene er udsatte, fordi de er nysgerrige og samler de forkerte ting op, når de leger. En lille pige mistede sine hænder i en eksplosionsulykke, mens jeg var i Sirte,” siger programleder for Dansk Flygtningehjælp, Christian Jacob Hansen, der netop er vendt hjem fra Libyen.

DDG har udstationeret seks internationale minerydningseksperter, der støttes af lokale mineryddere. På bare to uger er mere end 500 sprængfarlige enheder fjernet. Indsatsen fokuserer i første omgang på områder af vital betydning for civilbefolkningen. 

”Sikringen af skoler, sundhedsklinikker, universitet og centrale trafikårer er vores vigtigste fokus. For det første er risikoen for civilbefolkningen størst, der hvor flest færdes. Og for det andet er det helt afgørende for en normalisering af Sirte, og en sikker genopbygning, at ueksploderet ammunition fjernes,” siger Christian Jacob Hansen.

Med de rigtige ressourcer kan Sirte igen blive et sikkert område, men opgaven er kompleks og genopbygningsindsatsen vil blive langvarig. 

”Når det tilgængelige sprængfarlige materiel er fjernet vil der stadig være risici - eksempelvis i sammenstyrtede huse og under sandet på lange kyststrækninger. Den langsigtede indsats vil kræve både undervisning af civilbefolkningen i minefare og lokal kapacitetsopbygning i form af træning og uddannelse af lokale minerydningsenheder, ” siger Christian Jacob Hansen.

Dansk Flygtningehjælp (DFH) og minerydningsenheden Danish Demining Group (DDG) har haft fokus på Libyen siden marts 2011, og efterhånden som situationen udviklede sig er aktiviteterne øget.

 
 

P1 Morgen: Fjerner ammunition fra Libyens gader

Det flyder stadig med ueksploderet ammunition i Libyens gader, Dansk Flygtningehjælp er i gang med at rydde op i Muammar Gaddafis sidste tilholdssted, Sirte.

Lyt til indslaget fra P1 Morgen

 
 

Fakta:

DDG har Mine Action aktiviteter i byen Sirte, som er financieret af ECHO (EU) og Danida.

DFH arbejder i teltlejre i Tunesien, hvor omkring 3000 flygtninge overvejende fra Somalia og Sudan, som gennem mange år har boet og arbejdet i Libyen, er flygtet til. Aktiviteterne er støttet af UNHCR.

DFH arbejder samtidig med beskyttelsesaktiviteter for internt fordrevne med fokus på de 14-16 midlertidige bosættelser, som befinder sig på kystlinjen mellem Tripoli og grænsen til Tunesien. Aktiviteterne er støttet af UNHCR og Danida.