15.07.09
Kategori: Pressemeddelelser, Nyheder, internationalt, DDGUkendte gerningsmænd angreb i nat en af Danish Demining Groups overnatningslejre i det nordlige Afghanistan. Der er ingen indikationer på, at angrebet var rettet mod organisationen.
Lejren, der ligger i Balkh provinsen i det nordlige Afghanistan, blev i nat angrebet med en raketdreven granat og håndgranater. Omkring 50 nationale minerydder fra Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, DDG, var i lejren, da den blev angrebet. Ingen kom til skade.
”Vi har ingen formodning om at angrebet er rettet mod DDG som organisation. Situationen i området er spændt, særligt op til det forestående valg og det gør vores arbejdsforhold mere vanskelige” siger Anette Christoffersen, der leder DDG.
DDG lukker nu midlertidigt operationen i det specifikke område, mens mineryddere og udstyr bliver omdirigeret til andre områder af det nordlige Afghanistan.
”Minerydningen er en vigtig del af det arbejde, der udføres i Afghanistan lige nu. Vi gør det muligt for afghanerne at dyrke deres jord, bruge deres skoler og køre på vejene. Det er et vigtigt bidrag til at normalisere livet for den enkelte afghaner” siger Anette Christoffersen.
DDG har i alt 600 mineryddere ansat i det nordlige Afghanistan, der er et af de lande i verden, der er værst forurenet med miner og ueksploderet ammunition. Der bliver registreret mellem 60 og 100 mineulykker om måneden i Afghanistan. Dertil kommer alle de tilfælde, der aldrig bliver registreret. Halvdelen af ofrene dør, inden de når til et hospital.




